Danske Regioner kalder seneste udspil fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) for ”godt og konstruktivt”. Samtidig opfordrer Danske Regioner til, at lægerne selv tager fat på en række af forslagene, som f.eks. øget tilgængelighed til den praktiserende læge.
Læs mere: ”PLO: Plan for det nære sundhedsvæsen”
”Det glæder mig meget, at PLO vil øge tilgængeligheden til de praktiserende medlemmer. Og jeg kan kun opfordre PLO til hurtigst muligt at sætte gang i en proces, så det bliver til virkelighed. For det vil i den grad være til gavn for borgerne, hvis det blev realiseret”, siger Bent Hansen (S), formand i Danske Regioner, i en pressemeddelelse.
Udspillet, ”På patientens vegne”, rummer 28 konkrete forslag til at styrke sammenhæng og kvalitet i sundhedsvæsenet. Bent Hansen hæfter sig dog primært ved de dele af udspillet, som kun involverer lægerne selv – herunder især punktet om, at der skal være nemmere telefonadgang til lægerne:
Sygeplejersker: Arbejdsdeling god idé
Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen takker på DSR’s hjemmeside PLO for et spændende udspil, og peger på at sygeplejersker på mange måder samarbejder tæt med praktiserende læger såvel som medarbejdere i klinikken, som kommunalt ansatte i hjemmesygepleje og på plejecentre, men også som regionalt ansatte sygeplejersker.
”Derfor er vi glade for de mange konkrete forslag, som taler for en klar arbejdsdeling mellem grupperne, som betyder at vi udnytter de faglige kompetencer bedst. Vi synes det er rigtigt, at vi fremover taler om, hvordan og hvor rammedelegation giver mening og hvor sygeplejersker med fordel kan have større selvstændig kompetence”, siger Grete Christensen.
Hjerteforeningen er forbeholden i sin reaktion. Foreningen hilser udspillet velkmment, og adm. direktør Kim Høgh erklærer sig ”enig i de overordnede perspektiver” som bl.a. lettere adgang til egen læge og bedre sammenhæng mellem almen praksis og sygehuse.
Han peger dog samtidig på en række ”udfordringer”, som han ikke mener, at udspillet kommer med løsningsbud på:
”De praktiserende læger er centrale i forhold til at skabe sammenhæng i patientforløbene, men det er desværre ikke en opgave, som de praktiserende læger i tilstrækkelig grad løfter i dag”, siger Kim Høgh i en pressemeddelelse.
”Jeg mener ikke, at der er brug for nye journalformer, epikriser eller indbakker, som PLO foreslår. Det vil bare skabe yderligere bureaukrati og ikke mere sammenhæng. I stedet for er der behov for et kompetenceløft og en prioritering af de praktiserende lægers gatekeeper-, tovholder- og koordineringsfunktioner”, siger Kim Høgh.
<p>Danske Regioner roser PLO for ”godt og konstruktivt” udspil om det nære sundhedsvæsen.</p>