Hvis du hører til dem, der går hånd i hånd med familien rundt om juletræet om to ugers tid, så har du sikkert også tænkt over det brændende spørgsmål: Hvad er egentlig sandsynligheden for, at jeg får en læge i hånden?
Rent statistisk er chancen (eller risikoen) meget beskeden. Med omkring 31.000 læger i en befolkning på 5,8 millioner skal man gennemsnitligt vade igennem 187 almindelige danskere for at finde bare én læge.
#GALLERY
Men for en læge er der solide odds for, at man ved dansen om juletræet i hvert fald i den ene hånd får en læge: 46 procent af medlemmerne af Lægeforeningen har andre læger i familien. For mandlige læger er det endda et flertal, nemlig 52 procent, som er i familie med en eller flere læger.
Det viser Ugeskrift for Lægers store julegallup om julerelationer, hvor vi har spurgt 955 medlemmer af Lægeforeningen om deres familieforhold.
22 procent af lægerne er – eller var i midten af november, da rundspørgen blev udført – i parforhold med en anden læge. 13 procent har tidligere været partner med en læge – og nogle sider længere fremme i dette blad kan du læse en del af forklaringen på det: Læger møder i højere grad end resten af befolkningen deres partnere på arbejdspladsen eller i studietiden.
Og det er ikke kun i den selvvalgte familie, lægekoncentrationen er høj, det gælder også den medfødte familie. Omkring en fjerdedel af lægerne har en eller flere søskende, som også er læger, og en tredjedel har forældre, der er eller var læger.
Tilsvarende er godt en tredjedel af lægernes allerede voksne børn og børnebørn også blevet læger eller er på vej gennem medicinstudiet. For praktiserende læger er det mere end halvdelen af deres voksne børn og børnebørn, der har valgt lægevejen.
Som hovedregel gør det læger glade, når deres poder vælger at gå i forældrenes fodspor. I alt 58 procent af lægerne har reageret positivt, heraf reagerede 18 procent meget positivt og 40 procent overvejende positivt eller regner med at reagere positivt, når deres barn springer ud som mediciner. 11 procent vil reagere negativt – og 1-2 procent endda meget negativt.
Vi har ikke spurgt, hvorfor lægerne ville reagere, som de gør, på et barn med ønske om at blive læge. Men flere kvinder end mænd og flere medlemmer af YL end af PLO og FAS ville ikke være begejstrede over at se deres barn eller barnebarn vælge lægegerningen.
Er det arveligt at blive læge?
For af afsøge muligheden for en familiær disposition for lægegerningen har vi isoleret svarene fra de læger, som har en eller flere forældre, der er læger, og sammenlignet dem med de læger, der ikke på samme måde har været udsat for læger helt fra barnsben.
Der er halvanden gang flere af lægebørnene, som har en eller flere søskende, der også er læger. Og der er markant flere læger med lægeforældre, der også har læger i tidligere slægtled. 33 procent af disse læger har også læger blandt deres bedsteforældre, oldeforældre eller endnu ældre generationer. Det samme gælder kun for 11 procent af de læger, hvis forældre ikke er læger.
Men det kunne se ud til, at lægedynastierne stopper med denne generation – der er dog nye dynastier på vej: Af de læger, der har voksne børn og børnebørn, er det blandt førstegenerationslægerne hele 42 procent, der allerede har lægeefterkommere. Blandt lægerne, der selv har lægeforældre, er det kun 27 procent, hvis voksne børn eller børnebørn har valgt at blive læger.
Og det er der måske en naturlig forklaring på: Blandt lægerne med lægeforældre er der klart en større tendens til at reagere negativt, hvis ens egne børn eller børnebørn selv ønsker at blive læge.
Dobbelt så mange af de læger, der kommer ud af en lægefamilie, ville reagere »overvejende negativt« på selv at få et lægebarn. Så forældre ser ud til stadig at have en vis indflydelse på deres børns tilvalg eller fravalg af lægegerningen – på godt og på ondt.
Er det arveligt at blive læge?
For af afsøge muligheden for en familiær disposition for lægegerningen har vi isoleret svarene fra de læger, som har en eller flere forældre, der er læger, og sammenlignet dem med de læger, der ikke på samme måde har været udsat for læger helt fra barnsben.
Der er halvanden gang flere af lægebørnene, som har en eller flere søskende, der også er læger. Og der er markant flere læger med lægeforældre, der også har læger i tidligere slægtled. 33 procent af disse læger har også læger blandt deres bedsteforældre, oldeforældre eller endnu ældre generationer. Det samme gælder kun for 11 procent af de læger, hvis forældre ikke er læger.
Men det kunne se ud til, at lægedynastierne stopper med denne generation – der er dog nye dynastier på vej: Af de læger, der har voksne børn og børnebørn, er det blandt førstegenerationslægerne hele 42 procent, der allerede har lægeefterkommere. Blandt lægerne, der selv har lægeforældre, er det kun 27 procent, hvis voksne børn eller børnebørn har valgt at blive læger.
Og det er der måske en naturlig forklaring på: Blandt lægerne med lægeforældre er der klart en større tendens til at reagere negativt, hvis ens egne børn eller børnebørn selv ønsker at blive læge.
Dobbelt så mange af de læger, der kommer ud af en lægefamilie, ville reagere »overvejende negativt« på selv at få et lægebarn. Så forældre ser ud til stadig at have en vis indflydelse på deres børns tilvalg eller fravalg af lægegerningen – på godt og på ondt.
Ugeskrift for Læger har undersøgt lægernes familieforhold, og fordommene er ikke ganske grebet ud af luften: Læger gifter sig med læger, og de får børn og børnebørn, der også bliver læger. Men lægedynastiernes videreførelse er ikke sikret.