Medlem i

12 years 10 months
Indholdselementer

Det er Wien 1965. Lisbeth Errebo-Knudsen husker tilbage til dengang, hun mødte Kim Agner Kristensen. Der var ikke ret mange dissektionspladser, og de var begge endt i den østrigske hovedstad. Bøjet over samme lig, stak de bogstaveligt talt hovederne sammen.

»Jeg havde hoved og hals. Kim havde armen«, griner hun og kigger på Kim.

»Vi fjollede rundt«, fortæller hun, og de blev et par.

Men hvad, de ikke vidste dengang, var, at de samtidig videreførte et lægedynasti. De kom begge selv fra lægefædre. De blev selv læger. Og det skulle også vise sig, at de ville få tre børn, der alle i dag er blevet læger. Og forresten også har giftet sig med læger.

Familien Errebo-Knudsen/Agner Kristensen er med andre ord en rigtig »lægefamilie«. For stamtræet ser sådan ud: Lisbeths far, Erik O. Errebo-Knudsen, var en velanset rumlæge med speciale i flyvemedicin. Når NASA sendte raketter i rummet i 1960’erne, var det Lisbeths far, der var den danske ekspert på området.

Samtidig gik Kims praktiserende lægefar Karl A. Kristensen rundt nede på Vestlolland i mudrede gummistøvler og tilså sine patienter.

»Vi børn var ofte ude med min far, når der var sket en ulykke på en af gårdene. Det var grove ulykker. Men sådan var det. Alle måtte hjælpe til. Det var indimellem grusomme syn«, fortæller han.

Sidebar placering
Venstrestillet
Billede
Sidebar placering
Venstrestillet

»Imens var vi med min far på Frederiksberg Hospital og synge julesange eller fik besøg derhjemme af fine læger fra udlandet«, griner Lisbeth Errebo-Knudsen, men understreger dog, at så langt fra hinanden var deres virkelighed ikke. Hun havde både en elsket onkel - gift med hendes moster - der var praktiserende læge på Fejø, og så var hendes far faktisk også lektor i hygiejne og meget socialt bevidst.

»Han arrangerede ekskursioner til tredje baggård mange steder i København, og vi så, hvor slemt det kunne stå til«, fortæller Kim Agner Kristensen om sin svigerfar.

Ikke noget for piger

Kims og Lisbeths fædre var starten på lægedynastiet. Før dem var der ingen læger eller akademisk uddannede på stamtræet, og begge mænd var mønsterbrydere med deres medicinske eksamen. Men det lykkedes dem altså at inspirere to af deres egne børn til også at blive læger.

For Kim endda til at gå i faderens fodspor som praktiserende læge:

»Min far levede i det job. Han syntes, at jeg skulle blive ingeniør, men jeg kunne godt lide hans levemåde. Han havde det godt. Kunne tale med alle. Alle vidste, hvem vi var. Der var altid goodwill. Det var et godt liv, syntes jeg, som passede til min egen frihedstrang«, fortæller Kim Agner Kristensen om valget af almen medicin som speciale.

Sidebar placering
Venstrestillet
Billede
Tilsammen favner familien mere end en håndfuld af lægespecialer, men det er ikke medicin, de taler mest om ved middagsbordet. Foto: Claus Boesen
Caption
Tilsammen favner familien mere end en håndfuld af lægespecialer, men det er ikke medicin, de taler mest om ved middagsbordet. Foto: Claus Boesen
Sidebar placering
Venstrestillet

For Lisbeth Errebo-Knudsen lå det ikke så lige for at gå i faderens fodspor.

»Min far var meget imod, at jeg skulle blive læge. Det var ikke noget for piger. I trods tænkte jeg nok, at det skulle han ikke bestemme«, fortæller hun.

Så både Kim og Lisbeth læste medicin i København. Først efter at de havde mødt hinanden i Østrig og tog turnus i USA på et »family medicine programme« blev de enige om, at de begge ville være almenmedicinere. De ville bygge fælles praksis. Et helt nyt og moderne lægehus i Horslunde på Vestlolland, hvor de overtog Kims fars patienter.

»Vi var nogle af de første til at indrette børnelegerum. Vi var jo inspireret fra USA. Vi ville gerne have fokus på børn og særligt de forsømte børn, som der er en del af på det vestlige Lolland. Derfor byggede vi også lægehuset lige ved siden af kommunekontoret. Der var meget socialmedicin i vores arbejde, og vi havde et fortrinligt samarbejde med kommunekontoret på den anden side af græsplænen«, fortæller Kim Agner Kristensen.

Kim Agner Kristensen og Lisbeth Errebo-Knudsen modtog Mahlerprisen i 2003 for deres arbejde som praktiserende læger på Vestlolland og deres samarbejde med Sygesikringen, PLO og DSAM.

Aldrig vant til andet

Fra 1974 og frem 2015 drev Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Agner Kristensen lægehuset i Horslunde. Som Kim udtrykker det, har han fra barnsben, og til han og Lisbeth stoppede i 2015 som henholdsvis 71- og 70-årige, oplevet hele udviklingen i almen medicin, fra dengang børnedødelighed var hovedopgaven, indtil arbejdsulykker blev det, og frem til i dag hvor socialmedicin og multisygdom fylder rigtig meget i et område som Vestlolland.

Og deres egne tre drenge kom også med på bagsædet, da de var små.

»Vores drenge sad bag i bilen, når vi kørte sygebesøg og lægevagt. Og på landet er det jo sådan, at når man som familie skulle på tur, så kunne vi også lige kombinere det med at tage ned og se til havnen og fiskeriet. Vores børn har ikke været vant til andet«, lyder det fra Kim som svar på, at alle tre drenge i dag har valgt at gå i Kims og Lisbeths fodspor.

»De kunne enten blive mønsterbrydere eller følge trop«, siger Lisbeth med et glimt i øjet.

De gjorde det sidste. Sønnen Karl er gynækolog. Den anden søn Lars Erik er reumatolog og den tredje søn Mads er praktiserende læge. Og ikke nok med det, de tre drenge giftede sig alle med læger. En af dem er dog i dag skilt og gift med en fysioterapeut.

»Vi har det hele i familien. Urologi, øre/næse/hals, onkologi. Der er ikke den ting, vi ikke dækker«, konstaterer Lisbeth Errebo-Knudsen.

Så hvad taler I om, når I alle mødes til familiesammenkomster?

»Sejlsport!«, udbryder Kim Agner Kristensen, og de griner begge over svaret, for sejlsport er faktisk en familiesvaghed, der fylder lige så meget som lægegerningen.

»Vi sejler alle sammen. En af vores sønner er endda verdensmester. Så sejlsport fylder en del, når vi er sammen«, fortæller Kim Agner Kristensen.

Sejlsport og lægedynasti ... har der mon ligget en forventning om, at i jeres familie skulle man blive læge?

»Nej, det synes vi ikke, der har været. Vi har opdraget vores børn til at være selvstændige. Mads var også forbi dyrlægestudiet først, men da han så hørte om alle herlighederne, som de to ældre oplevede på lægestudiet, overgav han sig«, lyder det fra Lisbeth Errebo-Knudsen.

»Og Karl og Lars snusede til det på College i USA, hvor de tog en ’pre med’. Interessen har altid været der for dem«, supplerer Kim Agner Kristensen

Læs også:

Kærlighed på arbejdspladsen

Når bare det bliver i (læge)familien

»Vores faglige fællesskab har været en styrke for ægteskabet«

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Magazine
Section
Woodwing Id
0
Images
copy_of_lisbeth_errebo-knudsen_-_kim_agner_kristensen_lolland_7.jpg
Subtitle

Stamtræet er fyldt med læger. I midten af det hele står ægteparret Lisbeth Errebo-Knudsen og Kim Agner Kristensen. Deres fædre var begge læger, og deres egne tre børn er også blevet det såvel som deres ægtefæller. Men selv om rummedicin og landbrugsulykker er en stor del af baggagen, er det faktisk noget helt andet, der binder denne lægefamilie sammen.

Authors

Line Felholt

0 likes