En film om at gribe en ny chance i livet

Frygten sidder i mange børnefamilier. Frygten for at opleve at ens lille barn ikke blot er sygt, men lider af en dødelig kræftsygdom. Den frygt bliver vi konfronteret med i »Mr Graversen«. Og filmmageren selv er den nu voksne søn, der overlevede kræftsygdommen – akut lymfoblastær leukæmi. Og efterfølgende rammes af invaliderende dødsangst. Den unge Graversen fører seeren igennem filmen med sine billeder, kommentarer og spørgsmål.

Filmen er relevant for alle, der interesserer sig for de psykiske udfordringer, der leder eller ikke leder en familie gennem en sådan krise.

På lettere overeksponerede super 8- filmklip ser vi en glad lille rødhåret dreng hoppe omkring. Snart ser vi ham sidde på en hospitalsafdeling med kun lidt tjavser af hår på hovedet.

Selve filmen har samme super 8-amatøragtige præg med skæve kameravinkler, uroligt håndholdt kamera og closeup-filmning af faderen, der delvis er hovedperson i filmen. Og denne dobbelte amatørfilmstil er ganske charmerende.

Sønnen opsøger faderen, der har levet i alkoholens skygge lige til kort inden, at filmen bliver optaget. Og spørgsmålene er talrige. Hvorfor gik faderen psykisk ned pga. sønnens sygdom? Moderen har isoleret sig med sin hundetræning. Kan hun og hendes mand finde hinanden igen? Og hvordan ser det rum ud, hvor faderen flygtede ind i, når han ikke var på værtshus? Vi følger tre mennesker, der hver for sig har ar på sjælen. Og vi sanser ensomheden som de tomme villaveje og den menneskelige afstand gennem de utilnærmelige tillukkede parcelhuse i Grindsted.

Netop de mange temaer og handlingstråde gør, at filmen ikke rigtigt bliver vedkommende. Vi får en fornemmelse af faderen som et menneske med en begrænset evne til at udtrykke sig selv og sine følelser. En mor, der har muret sig inde i et liv med hundetræning. En søn, der forsøger at forene dem ved at bringe dem tilbage til fortiden. Der klippes frem og tilbage mellem de mange handlingsspor.

Så filmen har en kærlig nysgerrighed i forhold til fortiden og forældrenes fremtidige liv med hinanden. Det er den primitive og enkle optagelsesteknik god til at understrege. Men et dybere indblik i de enkelte familiemedlemmers psykologiske reaktionsmønstre går delvis tabt i den lidt ukritiske klipning og redaktion af filmen.

Læs også:

»Måske er det bare svært at lave science-dokumentarer«

»Filmen er en smuk og sanselig beskrivelse af de helende bånd mellem mennesker«

»Filmen ,Rose’ er vellykket og en god skildring af at leve med sygdommen skizofreni«