»Filmen er en smuk og sanselig beskrivelse af de helende bånd mellem mennesker«

Filmen er en smuk og sanselig beskrivelse af de helende bånd mellem mennesker. Gennem filmen følger vi instruktørens fars sidste tid som praktiserende læge op til pensionen. Klinikken ligner noget fra en svunden tid, og ingen ser ud til at ville overtage den. Relationen mellem den aldrende læge og hans patienter folder sig ud med stor indsigt og varme.

Alt emmer af kontinuitet, empati, omsorg, tillid, grundighed, ordentlighed og redelighed. Den gamle læges ro og omhu – når han vaccinerer patienten, placerer et plaster over injektionsstedet og instruerer patienten i at fjerne det om aftenen – har nærmest rituel karakter.

Parallelt med denne fortælling præsenteres vi for en gruppe lægestuderende på tredje år af medicinstudiet. Den kommende generation af læger. Vi følger deres træning i kommunikation og journaloptagelse og deres dissektionskursus. Vi hører om etiske dilemmaer, usikkerhed og udfordringer med at identificere sig med lægerollen.

Filmen følger flere spor: faderens personlige historie, de medicinstuderendes uddannelse og en healer, som praktiserer noget andet end moderne medicin. Fælles er det relationelle, omsorgen og ritualerne. Introduktionen af robotter, som behandlere lægger nye spor til. Sygehusdirektørens begejstring. Børnenes tomme blikke. Bliver lægegerningen reduceret til automatreaktioner og underholdning? Kan vi undvære de helende bånd i mødet med patienten?

Filmen giver ingen svar, men stiller en række vigtige spørgsmål til alle os, som beskæftiger os med lægegerning, relationer, omsorg, healing og nye teknologier.

Filmen kan varmt anbefales.

Læs også:

»Måske er det bare svært at lave science-dokumentarer«