Ph.d.-afhandlingen er udarbejdet ved Institut for Idræt og Biomekanik, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.
Projektet undersøger oplevelser og narrativer forbundet med kropslige forandringer i ældrelivet.
Dels undersøges sammenhænge mellem oplevet alder og kropslige forandringer i ældrelivet, dels undersøges betydningen af idræt og fysisk aktivitet set i relation til oplevelsen af krop, alder og selvidentitet.
Empirien består af livshistorier og semistrukturerede interview genereret via samtaler med otte »friske ældre« og syv »svage ældre« i alderen 68-95 år, som har deltaget i træningsbaserede interventionsstudier.
Analyserne viser, at deltagerne opfatter træning som et led i selvvalgte terapeutiske strategier, der udføres i forsøget på at holde alderdommen fra kroppen.
Der indkredses tre forskellige typer af narrativer. Elleve deltagere afspejler status quo-narrativet og lever med en accept af den nuværende tilstand og et håb om, at niveauet kan opretholdes i fremtiden. Med ønsket om at genetablere fordums kropslige funktioner afspejler én deltager restitutionsnarrativet . Dog brister håbet om restitution, og fortællingen ender i den tredje og sidste kategori forfaldsnarrativet , karakteriseret ved en gennemgående utilfredshed med kroppen og mangel på bedre udsigter for fremtiden. Tre deltageres fortællinger indplaceres i denne kategori.
Analyserne viser, at oplevelser af aldring er forbundet med kropslige forandringer, men de tilskrives mange forskellige betydninger. Aldring stiller krav om fleksibilitet i subjektets forhandlinger mellem egne oplevelser og sociale normer og stereotyper.
Deltagernes afstandtagen fra alderdommen og forsøg på at undgå aldringens fysiske forandringer afspejler en kultur, der ikke har formået at formidle komplekse og nuancerede billeder, forestillinger og fortællinger om alderdommen.