Omkring 10% af børn og unge med astma har svær sygdom med mange eksacerbationer og symptomer til trods for maksimal behandling med inhalationssteroider og langtidsvirkende bronkodilatatorer. Til nogle patienter i denne gruppe råder vi i dag over biologiske lægemidler, som modvirker effekter af immunglobulin E eller de interleukiner, som indgår i patogenesen ved svær eosinofil astma. I statusartiklen gennemgår Spangenberg et al de nye behandlinger og understreger, at brugen af disse stoffer skærper kravene til systematisk udredning og karakterisering af astmatypen.
Læs statusartiklen
Behandling af svær astma med biologiske lægemidler hos børn og unge
Katrine Bredsdorff Spangenberg, Uffe Bødtger, Kirsten Skamstrup Hansen & Bo Chawes
Børn og unge med svær astma kan nu behandles med biologiske lægemidler, som har specifikke effekter på den astmatiske luftvejsinflammation.