Dette ph.d.-studium er udgået fra Endokrinologisk Klinik, Cardiologisk Klinik og Danish Research Centre of Magnetic Resonance, H:S Hvidovre Hospital. Formålet med denne afhandling, baseret på tre publikationer, var at vurdere effekten af diabetisk autonom neuropati på myokardiefunktionen hos type 1-diabetespatienter. Ved det sendiabetiske syndrom eksisterer retinopati, nefropati, neuropati, iskæmisk hjertesygdom i varierende omfang samtidigt. Dette betyder, at det relative bidrag af disse enkelttilstande til den øgede mortalitet kan være vanskelig at isolere. Vi fandt ti type 1-diabetespatienter med autonom neuropati som eneste diabeteskomplikation, og matchede disse med en gruppe diabetespatienter uden autonom neuropati og en rask kontrolgruppe.
Vi anvendte en ny non-invasiv metode - first pass MRI - til bestemmelse af myokardieperfusionen i hvile og under dipyridamolbelastning. Der fandtes ingen forskel i hvileperfusionen. Derimod var der ved dipyridamolbelastning signifikant mindre stigning i perfusionen hos gruppen med autonom neuropati i forhold til de øvrige grupper. Ved cine-MRI fandtes, at diabetespatienter med autonom neuropati har signifikant større venstre ventrikel-muskelmasse-indeks og mindre slutdiastolisk volumen.
Ved doppler ekkokardiografi havde patienter med autonom neuropati signifikant ændret transmitral flowmønster i retning af øget diastolisk bidrag fra venstre atrium. Der var ingen forskel i blodtryk mellem de to diabetesgrupper, men patienter med autonom neuropati havde signifikant lavere natligt blodtryksfald end raske.
Konklusionen er, at autonom neuropati i betydelig grad er associeret til nedsat myokardie-perfusionsreserve, relativt forhøjet nokturn systolisk blodtryk, øget venstre ventrikel-masse og diastolisk dysfunktion.