I artikler beskrives nonfarmakologiske interventioner
ofte utilstrækkeligt
> BMJ
I en analyse af et konsekutivt udsnit af randomiserede studier af ikkefarmakologiske interventioner finder Tammy C. Hoffmann et al fra Faculty of Health Sciences and Medicine, Bond University, Australien:
»Der mangler hyppigt essentiel information om interventionerne, hvilket medvirker til et globalt spild af forskningsmidler«. Forfatterne argumenterer endvidere: »Andre forskere kan ikke bygge videre på fundene, og patienter og klinikere kan ikke implementere interventionerne«.
Alle randomiserede studier, som omhandlede ikkefarmakologiske interventioner og var blevet publiceret i 2009 i seks tidsskrifter (NEJM, JAMA, Lancet, Annal Int Med, PLoS MED og BMJ), blev gennemgået. I alt 133 studier med 137 interventioner kunne inkluderes. Studierne blev analyseret ud fra en tjekliste baseret på publikation samt evt. yderligere referencemateriale, og ved manglende detaljer blev forfatterne kontaktet. Otte spørgsmål indgik, bl.a. hvor, for hvem, af hvem og hvordan studiet blev udført, samt interval og dosis af interventionen.
Der var kun 39% af interventionerne, der var tilstrækkeligt beskrevet (53/137), og dette forøgedes til 59%, efter at der blev inkluderet 63 svar fra 88 kontaktede forfattere.
Den hyppigste manglende oplysning var »interventionsmateriale«, f.eks. til oplæring af patienterne. Heraf var 47% var komplette, og denne andel forøgedes til 92% efter svar fra forfatterne. Mens nogle forfattere (27/70) udleverede yderligere information, kunne andre ikke (21/70). Årsagerne var bl.a. copyright, eller at de anså materialet som intellektuel ejendom eller ikke vigtigt. Selvom der i 46 studier (34%) var mere materiale tilgængeligt på en hjemmeside, blev dette ofte ikke nævnt, var ikke frit tilgængeligt eller webadressen fungerede ikke længere.
Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitet, kommenterer: »Det er utroligt, at over halvdelen af interventionerne var så dårligt beskrevet, at en kliniker ikke ville kunne bruge dem. Og endnu mere patientuvenligt, at nogle forskere slet ikke havde oplysningerne længere, eller ikke måtte udlevere dem, f.eks. pga. universitetets copyrightbestemmelser«.
Hoffmann TC, Erueti C & Glaszieu PP. Poor description of non-pharmacological interventions: analysis of consecutive sample of randomised trials. BMJ 2013;347:f3755.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24021722
Øget mortalitet for indlagte om vinteren
> Eur J Int Med
Patienter, som er indlagt om vinteren, har en 17% øget risiko for død under indlæggelse. »Den øgede risiko er relateret til kulde, men risikoprofilen er også anderledes om vinteren, idet der ses sværere sygdom og byrde af komorbiditet«, konkluderer Elizabeth Callaly et al fra St. James’s Hospital, Dublin, Irland.
Studiet inkluderer patienter, som er blevet indlagt akut på medicinsk afsnit på et hospital i Dublin i perioden 2002-2011.
Forfatterne finder, at mortaliteten for indlagte patienter inden for 30 dage var lavest om efteråret (7,5%) og højest om vinteren (9,6%). Patienter, der var indlagt om vinteren havde en 17% forøget ikkejusteret risiko for død inden for 30 dage (p = 0,009; oddsratio (OR): 1,17; 95% konfidens-interval (KI): 1,07-1,28).
Der var flere, der om vinteren havde kronisk obstruktiv lungesygdom, pneumoni, epilepsi og hjertesvigt. I en multivariat analyse var årstiden vinter ikke en uafhængig prædiktor (OR: 1,08; 95% KI: 0,97-1,19). Prædiktorer inkl. sygdomssværhedsgrad kunne forklare den øgede risiko om vinteren.
Den lavest målte daglige temperatur var en uafhængig prædiktor for udfald, idet der var en 20% forøgelse i mortalitet for indlagte, når det var koldere (OR: 1,20; 95% KI: 1,09-1,33; p < 0,001).
Hans Kirkegaard, Center for Akutforskning, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, kommenterer: »Det er ikke vældig overraskende, at mortaliteten er øget om vinteren, men det er nyt, at der ses en direkte relation til omgivelsernes temperatur. Den øgede morbiditet medfører naturligt nok en større belastning for vores sundhedssystem om vinteren. Det skal bemærkes, at i artiklen regner man november, december og januar for vinteren, men det må nok skyldes lokale forhold«.
Callaly E, Mikulich O & Silke B. Increased winter mortality: The effect of season, temperature and deprivation in the acutely ill medical patient. Eur J Int Med 2013;24:546-551.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23481129
Global association mellem forurening
og hjertesvigt
> Lancet
Luftforurening har en tæt association med indlæggelse for hjertesvigt og mortalitet på baggrund af dette. »Bivirkningerne af luftforurening på kardiovaskulær sundhed er veletableret ud fra en række store epidemiologiske og observationelle studier«, skriver Anoop Shah et al fra University of Edinburgh, Skotland, som her har udført et systematisk review med metaanalyse.
Artikler, der blev inkluderet, omhandlede gasser (kulmonooxid, svovldioxid, nitrogendioxid, ozon) eller partikler (< 2,5 μm PM2,5 eller <10 μm PM10). Ud af 1.146 fundne artikler opfyldte 35 inklusionskriterier.
Indlæggelse for hjertesvigt eller død pga. hjertesvigt var associeret med forøget kulmonooxid (3,52% pr. 1 del/million), svovldioxid (2,36% pr. 10 dele/milliard) og nitrogendioxid (1,70% pr. 10 dele/milliard). Der var ingen sammenhæng med ozonkoncentrationer (0,46% pr. 10 dele/milliard; 95% konfidens-interval -0,10-1,02). Forøget partikelkoncentration var associeret med hjertesvigt, indlæggelse eller død, og den stærkeste association sås på dagen for eksponering, men mere persisterende effekter for PM2,5.
Forfatterne har beregnet, at en gennemsnitlig reduktion i PM2,5 på 3,9 5 μg/m3 ville forhindre 7.978 indlæggelser på baggrund af hjertesvigt og svare til 330 mio. USD/år. Artiklerne i analysen undersøger ikke bivirkninger af kronisk luftforurening.
Jess Lambrechtsen, Medicinsk Afdeling, Svendborg Sygehus, kommenterer: »Danske forureningstal er generelt mindre end medianen for de inkluderede studier, men med denne metaanalyses konsistente fund af relationen imellem relevante forureningsparametre og indlæggelser eller død af hjertesvigt er det et fund, der bør have en samfundsmæssig bevågenhed. I Danmark kommer de målte forureningsparametre fortsat hovedsageligt fra motoriseret køretøjer; de måles kontinuerligt flere steder i Danmark, og værdierne er frit tilgængelige«.
Shah ASV, Langrish JP, Nair H et al. Global association of air pollution and heart failure: a systematic review and meta-analysis. Lancet 2013;382:1039-48.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23849322
Når kvinder med PCOS skal screenes for diabetes
> Hum Reprod
Kvinder med polycystisk ovariesyndrom (PCOS) har øget risiko for type 2-diabetes mellitus, og hvordan der screenes bedst for dette, undersøges i studiet her.
»Ligesom det er vist i mindre kohorter, kan det heller ikke ud fra vores studie anbefales at screene med fasteblodsukker eller måling af HbA1c«, skriver forfatterne fra Medical University of Graz, Østrig, i studiet fra Human Reproduction: »Vi anbefaler, at der udføres oral glukosetoleranstest (OGTT)«.
Der indgik 671 kvinder (16-45 år) med PCOS, defineret efter Rotterdam-kriterierne, og et median-body mass index på 24,2. Disse fik foretaget 75 g totimers-OGTT og målt HbA1c. Prædiabetes blev defineret efter American Diabetes Association (ADA)-kriterierne som fasteblodsukker 5,6-7 mmol/l og/eller OGTT 7,8-11,1 mmol/l og/eller HbA1c 5,7-6,4%. Type 2-diabetes defineredes som hhv. fasteblodsukker ≥ 7,1 mmol/l og/eller OGTT ≥ 11,2 mmol/l og/eller HbA1c ≥ 6,5%.
Der blev fundet prædiabetes og type 2-diabetes hos hhv. 12,8% og 1,5% af kvinderne, når der anvendtes ovenstående ADA-kriterier. Når der blev anvendt forhøjet HbA1c (5,7-6,4%) til at definere prædiabetes, var der 3,2% af kvinderne, der havde prædiabetes. Yderligere forhøjet HbA1c over 6,5% sås for 0,9% og forhøjet fasteblodsukker over 7,1 mmol/l sås for 1%.
Marianne Andersen, Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »En oral glukosetoleranstest (OGTT) er en mere sensitiv metode til at stille diagnoserne nedsat glukosetolerans og diabetes mellitus end måling af fasteplasmaglukose og HbA1c hos patienter med PCOS. Et forhøjet niveau af HbA1c kan dog være mere specifikt, og HbA1c-niveauet kan være bedre associeret med kardiovaskulær risiko, men vi mangler langtidsstudier. For nuværende anbefales det ikke, at der foretages OGTT med 2-3-års interval hos alle patienter med PCOS«.
Lerchbaum E, Schwetz V, Giuliani A et al. Assessment of glucose metabolism in polycystic ovary syndrome: HbA1c or fasting glucose compared with the oral glucose tolerance test as screening method. Hum Reprod 2013;28:2537-44.