En 87-årig mand fik pga. tredjegrads atrioventrikulært blok implanteret en pacemaker med screw-in-elektrode i højre ventrikel. Pacemakeren var umiddelbart velfungerende, men fjorten dage efter blev patienten indlagt med elektrokardiografiske tegn på pacesvigt og en fornemmelse af hikke. Billedet viser pacemakeren i gennemlysning. Elektroden ses rullet omkring pacemakeren med spidsen beliggende i venstre vena subclavia. Elektroden blev genplaceret, og pacemakeren blev anbragt i stabil position under huden, men allerede næste morgen var elektroden rullet omkring pacemakeren igen. Pacemakeren blev nu sutureret grundigt til den underliggende muskulatur, hvorefter den har fungeret stabilt.
Fænomenet kaldes Twiddlers syndrom. Tilstanden kan i sjældne tilfælde opstå, når der manipuleres med pacemakeren i perioden efter implantationen [1]. Elektroden har ikke kontakt med myokardiet, hvorfor der opstår pacesvigt. Patientens »hikke« skyldes, at pacemakeren stimulerer nervus phrenicus på venstre side.
Det er vigtigt, at placeringen af pacemakeren ikke indbyder til unødig manipulation. Muligheden for fiksering af elektrode og pacemaker bør overvejes hos ældre personer og patienter med meget løs subcutis.
<ol class="Litt-list">
<li>Bayliss CE, Beanlands DS, Baird RJ. The pacemaker-twiddler's syndrome: a new complication of implantable transvenous pacemakers. Can Med Assoc J 1968;99:371-3.</li>
</ol>