Langtidsfølger på bevægeapparatet af eliteidræt

Hvis alle væv og organer kunne trænes til at yde ekstraordinære præstationer og til altid at tåle belastninger i et omfang, som det ses under eliteidræt, ville der ikke opstå belastningsrelaterede senfølger. Imidlertid er der belastningsgrænser, som kun kan ændres i begrænset omfang ved træning, og det er en af årsagerne til, at der opstår senfølger efter udførelse af eliteidræt.

Det er vigtigt at understrege, at der selv ved meget høje træningsmængder gennem mange år er dokumenterede positive effekter på hjerte-kar-systemet og metabolisme, og at idrætsudøvere lever 2-3 år længere end utrænede [1]. Kun blandt visse grupper af eliteudøvere inden for idrætter med stor tradition for dopingmisbrug ses levetiden at være afkortet i forhold til levetiden for gennemsnitsbefolkningen [2]. Hvad angår bevægeapparatet skulle man - i analogi med det kardiovaskulære og det metaboliske system - forvente, at de problemer, som er typiske for tiltagende aldring, ville være mindre hos atleter, og at veltrænede personer ville have lavere risiko for fald og frakturer. Selv om der findes en kobling mellem lårmuskelstyrke og risiko for mortalitet efter fald og fraktur, er de positive effekter af at være veltrænet i høj alder sandsynlige og oplagte, men kun sparsomt undersøgt.

Traumer i bevægeapparatet

Der er flere grunde til, at idrætsudøvere på topniveau er udsat for flere traumer i bevægeapparatet end fritidsudøvere. Kravene til hastighed, styrke og koncentration stiger med idrætsniveauet, og der sker langt flere skader i konkurrence (f.eks. kampe) end ved træning [3]. Udøverne er presset til deres yderste på alle felter, og marginen til skadevoldende situationer er lille. Det er dokumenteret, at proprioceptionstræning som profylakse kan nedsætte skadesrisikoen, måske fordi den skærper kroppens opmærksomhed [4].

Kravene til hurtig rehabilitering efter en skade er høje af økonomiske, konkurrencemæssige eller personlige grunde. Hvis man går for tidligt i gang efter en skade, er vævet ikke helet tilstrækkeligt, muskler og bindevæv har ikke opnået sin tidligere styrke, og samspillet mellem muskler og sensoriske input er ikke fuldt reetableret. Alt medvirker til, at risikoen for og alvoren af nye skader er forøget. Den vigtigste parameter for risikoen for en skade er, om man har været skadet tidligere [5]. Der er behov for forskning, hvori det belyses, hvornår det er forsvarligt at gå i gang igen, for der er meget få evidensbaserede retningslinjer om dette.

Samspillet mellem agonist og antagonist ved bevægelse omkring led er nøje afstemt, så der ikke sker skader på ledstrukturerne [6]. Normalt er der en god margin, dvs. antagonisten aktiveres så kraftigt, at den rigeligt neutraliserer de skadelige virkninger af agonisten (f.eks. trækket i forreste korsbånd under et spark). Jo mere fokuseret træningsindsatsen er, jo mindre kan man gøre denne margin [6] (man opnår derved den maksimale effekt af agonisten, f.eks. kraft i sparket), mens risikoen for skade (f.eks. overrivning af forreste korsbånd) derimod øges.

Indflydelsen af belastning på symptomer fra bevægeapparatet

De ikketraumatiske skader i bevægeapparatet er relateret til høj belastning, mange repetitioner, bevægelse i yderstillingerne og hurtig progression af træning. Ledbrusken påvirkes negativt, f.eks. i akromioklavikulærleddet hos vægtløftere (kraftig belastning) og svømmere (mange repetitioner i yderstillinger) og i hofte, knæ og ankel hos håndbold- og fodboldspillere (formentlig mange mindre traumer med kumulativ effekt) (Figur 1 ). Resultatet er tidlig slidgigt. Blandt tidligere elitehåndboldspillere i alderen 37-54 år havde 60% slidgigt i en eller begge hofter mod 13% i en matchet gruppe [7]. Risikoen for slidgigt i knæet er også stærkt forøget hos personer med skader, der typisk opstår under idræt, f.eks. menisk- og korsbåndslæsion (Figur 2 ). I et norsk studie havde 50% af kvinderne med en gennemsnitsalder på 42 år knæosteoartrose, såfremt de havde pådraget sig en korsbåndsskade ved håndsboldspil på eliteniveau [8].

Risikoen for lave lændesmerter er reduceret hos personer, som dyrker mindst tre timers sport pr. uge, men om denne positive langtidseffekt af idræt er en direkte effekt eller en følge af selektion er umuligt at sige. Risikoen for lænderygsmerter er forøget hos fodboldspillere og gymnaster. Hyppigheden af arkolyse i lænden er forøget hos elitesportsudøvere, helt op til 4-5 gange hos gymnastikudøvere, kastere og roere sammenlignet med hos normalbefolkningen. Det er muligt, at de repetitive belastninger af lænderyggen i yderstillingerne kan forårsage arkolyse som et træthedsbrud. Vægtløftere får (ikke overraskende) degenerative forandringer i rygsøjlen som helhed, og der ses en forøget hyppighed af lænderygsmerter og forandringer i disci påvist ved magnetisk resonans-skanning hos elite golf- og cricketspillere [9].

Senerne påvirkes negativt, f.eks. supra/infraspinatus hos kastere (kollision mod cavitas glenoidalis i yderstilling med høj belastning og mange repetitioner), supraspinatus og biceps hos svømmere (mange repetitioner og måske dyskoordination) og akillessenen/tibialis posterior hos løbere (høj belastning, mange repetitioner og for hurtig progression). I sportsgrene med hop, f.eks. volleyball, er der en høj forekomst af springerknæ og ultralydmæssige forandringer i ligamentum patellae inferior, hvilket i et vist omfang er irreversibelt [10].

Konklusion

Der er grund til at være opmærksom på den høje risiko for senfølger i form af slidgigt i forbindelse med visse eliteidrætter, især hvad angår ligamentskader, gentagne mindre traumer og kronisk belastning. Det er muligt, at der er en individuel risiko for at pådrage sig skader og senfølger (eksempelvis ved hypermobilitet, som er relateret til en forøget risiko for skader), og at nogle mennesker er »født« til at slippe uskadt gennem visse idrætsgrene. Selv om de skader, som opstår i forbindelse med idrætsudøvelse, er omkostningskrævende, skal de holdes op mod den enorme sundhedsværdi, som eliteidrætsdeltagelse har.

Korrespondance: Michael Krogsgaard , Ortopædkirurgisk Afdeling M, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: mrk@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

1. Kujala U. Does exercise adversely affect long-term health? Lancet 2005;366:555-6.
2. Parssinen M, Kujala U, Vartiainen E et al. Increased premature mortality of competitive powerlifters suspected to have used anabolic agents. Int J Sports Med 2000;21:225-7.
3. Emery CA, Meeuwisse W H, Hartmann SE. Evaluation of risk factors for injury in adolescent soccer. Am J Sports Med 2005;33:1882-91.
4. Wedderkopp N, Kaltoft M, Lundgaard B et al. Prevention of injuries in young female players in European team handball. Scand J Med Sci Sports 1999;9:41-7.
5. McManus A, Stevenson MR, Finch CF. Incidence and risk factors for injury in non-elite netball. J Sci Med Sports 2006;9:119-24.
6. Hagood S, Solomonov M, Baratta R et al. The effect of joint velocity on the contribution of the antagonist musculature to knee stiffness and stability. Am J Sports Med 1990;18:182-7.
7. L'Hermette M, Polle G, Tourny-Chollet C et al. Hip passive range of motion and frequency of radiographic hip osteoarthritis in former elite handball players. Br J Sports Med 2006;40:45-9.
8. Myklebust G, Holm I, Maehlum S et al. Clinical, functional, and radiologic outcome in team handball players 6 to 11 years after anterior cruciate ligament injury: a follow-up study. Am J Sports Med 2003;31:981-9.
9. Randon CA, Kerslake RW, Burnett AF et al. Magnetic resonance imaging of the lumbar spine in asymptomatic professional fast bowlers in cricket. J Bone Joint Surg (Br) 2005;87-B:1111-6.
10. Gisslén K, Gyulai C, Söderman K et al. High prevalence of jumper's knee and sonographic changes in Swedish elite junior volleyball players compared to matched controls. Nr J Sports Med 2005;39:298-301.