En 54-årig frisk mand henvendte sig med en ca. 4 cm tumorøs kondylomlignende forandring på venstre side af præputiet. Forandringen var opstået ca. fire måneder tidligere. Hos egen læge var han to gange blevet behandlet med podophyllotoxin, initialt med nogen effekt og anden gang med stagneret vækst til følge. Patienten havde for mange år siden haft kondylomer, som med succes var blevet behandlet med podophyllotoxin.
Differentialdiagnoser var peniscancer eller Buschke-Löwensteins tumor [1]. Der blev taget kilebiopsier, og ud fra resultaterne heraf blev mistanken om cancer med lavt- til moderatdifferentieret invasivt planocellulært karcinom verificeret.
Patienten fik foretaget partiel penektomi med resektionsfrie rande ved anden resektion. På en kontrol-CT fandt man i den ene lunge et uspecifikt 4-mm-infiltrat, som man ikke tidligere havde set.
Podophyllotoxin er en selektiv mitosehæmmer. Præparatet benyttes til topisk behandling af condylomata acuminata [2]. Syntetiserede derivater af podo
phyllotoxin, såsom etoposid, benyttes til behandling af bl.a. småcellet lungecancer og testiscancer [3]. Peniscancer er sjælden med en incidens på ca. 0,6 pr. 100.000, hvorimod condylomata acuminata er væsentlig hyppigere [4].
Denne sygehistorie understreger vigtigheden af at være opmærksom på peniscancer ved behandlingssvigt af podophyllotoxin ved kondylomer.
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 1. august 2016
Interessekonflikter:

LITTERATUR

Barnholtz-Sloan JS, Maldonado JL, Pow-sang J et al. Incidence trends in primary malignant penile cancer. Urol Oncol 2007;25:361-7.

Wiley DJ, Douglas J, Beutner K et al. External genital warts: diagnosis, treatment, and prevention. Clin Infect Dis 2002;35(suppl 2):S210-24.

Imbert TF. Discovery of podophyllotoxins. Biochimie 1998;80:207-22.

Koutsky L. Epidemiology of genital human papillomavirus infection. Am J Med 1997;102:3-8.