Ph.d.-afhandlingen udgår fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, og blev udfærdiget under min ansættelse som klinisk assistent på H:S Rigshospitalets Øjenafdeling. Eksperimenterne er udført på Dyreeksperimentel Afdeling ved Københavns Universitet.
Karboanhydrasehæmmere (CAIs) anvendes i behandlingen af glaukom, da de mindsker kammervandsproduktionen. Systemisk administration af CAIs øger ilttensionen i n. opticus (ONPO2 ) i grise - også ved konstant intraokulært tryk (IOP).
Formålet var at undersøge, om CAIs øger den retinale iltkoncentration (RPO2 ) og at finde virkningsmekanismerne bag CAIs' effekt på ONPO2 .
Grisen blev brugt som forsøgsdyr, da griseøjets anatomi og kargebet er meget lig det menneskelige øjes.
Vi har fundet følgende resultater:
-
CAIs øger RPO2 lige så meget som det øger ONPO2.
-
CAIs dilaterer retinale arterioler og venoler. Denne vasodilatation er antageligt årsag til øgningen i ONPO2 og RPO2.
-
Sænkning af IOP med et andet glaukompræparat, timolol (en betablokker), øger ikke ONPO2.
-
pH i n. opticus (ONpH) falder under karboanhydrasehæmning, metabolisk og respiratorisk acidose.
-
Det, at CAIs sænker ONpH, er ikke årsagen til øgningen i ONPO2.
-
CO2 -ophobning imiterer CAIs' ONPO2 -øgende effekt. Derfor er CO2 -ophobning en mulig virkningsmekanisme bag denne effekt.
-
Hæmning af prostaglandinsyntesen ved intravenøs administration af indomethacin sænker ONPO2 og CAIs, og CO2 's effekt på ONPO2 mindskes. Det er sandsynligt, at CAIs', og CO2 's vasodilaterende effekt delvist er medieret via prostaglandiner.
Yderligere eksperimenter er nødvendige for at undersøge, om CAIs kan forhindre hypoksi og iskæmi i retina, og om CAIs kan bruges klinisk til behandling af retinale iskæmiske sygdome.