Diabetisk øjensygdom er den hyppigste årsag til blindhed hos yngre voksne i den vestlige verden. En af senkomplikationerne er diabetisk makulopati. Den primære behandling, når sygdommen involverer centrum, er intravitreal angiostatisk behandling med en VEGF-hæmmer. Dette stof hæmmer virkningen af den vaskulære endoteliale vækstfaktor, der dannes ved iltmangel i det retinale væv. Præparaterne er imidlertid kostbare, og derfor undersøges der løbende andre muligheder for forebyggende behandling. Et nyt studie fra USA og Canada sammenligner behandling med VEGF-hæmmeren aflibercept over for en step up-strategi, som omfatter initial behandling med det noget billigere antineoplastiske antistof bevacizumab. Dette erstattes så med aflibercept i de tilfælde, hvor bevacizumab ikke virker tilfredsstillende. På baggrund af et randomiseret forsøg, som inkluderer 312 øjne fra 270 patienter med moderat synstab, konkluderer forfatterne, at der ikke var forskel mellem de to behandlingsstrategier med hensyn til synsstyrke hos patienterne i løbet af en toårig behandlingsperiode.
Professor Toke Bek, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »I Danmark er bevacizumab ikke registreret til okulært brug, men på grund af forskelle i pris og virkningsvarighed har anvendelsen af forskellige anti-VEGF-præparater til synstruende øjensygdomme stor bevågenhed. Emnet er derfor under behandling af Medicinrådet. Forfatternes tanker om behandlingsalgoritmer for anti-VEGF-behandling med skift af præparat undervejs i forløbet for den enkelte patient er interessant. Denne tilgang vil potentielt kunne medvirke til at skabe en balance mellem omkostninger og effekt«.
INTERESSEKONFLIKTER: ingen