Disputatsen består af syv originale publikationer og en sammenfattende redegørelse. Det eksperimentelle arbejde er udført på Center for Muskelforskning og Infektionsmedicinsk Afdeling, H:S Rigshospitalet, i perioden 1999-2004.
Det er blevet foreslået, at musklerne producerer og frigiver hormonlignende stoffer under fysisk aktivitet. I disputatsen introduceres cytokinet interleukin (IL)-6 som en kandidat, og der diskuteres mulige biologiske roller for den betydelige stigning i cirkulerende IL-6 under fysisk aktivitet. I hvilende myocytter er IL-6-genet slukket, men det aktiveres ved fysisk aktivitet. Transkriptionen fører hurtigt til frigivelse af IL-6 til cirkulationen, hvor IL-6-niveauet stiger op til 100-fold. Både IL-6-transkriptionen, frigivelsen og plasmaniveauerne influeres af substratmængden i musklerne. Her er muskelglykogenindholdet og glukosetilgængeligheden især af betydning. IL-6 medierer derfor information omkring energiniveauet i de arbejdende muskler. Ved fysisk aktivitet er det hovedsageligt de arbejdende muskler, der er ansvarlige for stigningen i plasma-IL-6, selvom andre væv også producerer mindre mængder.
Fysisk aktivitet medfører et antiinflammatorisk miljø i kroppen. Denne effekt kan være medieret af muskelderiveret IL-6, da IL-6 inducerer IL-10, IL-1ra og kortisol. Under fysisk aktivitet rekrutterer adrenalin lymfocytter til cirkulationen, mens IL-6 og kortisol rekrutterer neutrofile granulocytter. Efter fysisk aktivitet medierer adrenalin det tidlige fald i cirkulerende lymfocytter, mens IL-6 medierer den vedvarende supprimering. Lymfopenien, som opstår efter fysisk aktivitet, skyldes især et fald i type 1-cytokin-producerende lymfocytter.
Nærværende arbejde sandsynliggør, at IL-6 har hormonlignende effekter. I hvile har fysiologiske koncentrationer af IL-6 ingen akut effekt på leverens glukosefrisætning eller musklernes optag af glukose. Under fysisk aktivitet øger IL-6 derimod glukosefrigivelsen fra leveren samt musklernes glukoseoptag. IL-6 øger også lipolyse og fedtoxidationen. Muskelderiveret IL-6 virker derfor som et hormon ved at øge substratmobiliseringen.
Det konkluderes, at IL-6 er det første identificerede protein, som frigives fra kontraherende myocytter, med potentiel effekt på forskellige væv såsom, fedtvæv, lever og leukocytter. Vi foreslår, at IL-6 og muligvis flere cytokiner, som produceres og frigives fra skeletmuskulaturen med effekt på andre organer, skal kaldes myokiner.