Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Disputatsen er baseret på syv originalartikler, som er udarbejdet under min ansættelse som seniorforsker ved arbejds- og miljømedicinsk klinik, Bispebjerg Hospital, i perioden 1992-1999.

Afhandlingens hovedformål var - på en mere systematisk vis end det tidligere var gjort - at identificere risikofaktorer, som potentielt kunne forklare, hvorfor risikoen for iskæmisk hjertesygdom (IHS) steg med faldende socialklasse. Afhandlingen er baseret på data fra Copenhagen Male Study, en kohorte etableret i 1970-1971 med mere end 5.000 erhvervsaktive mænd i alderen 40 år til 59 år. Kohorten genundersøgtes i 1985-1986 med etablering af en ny baseline med mere omfattende information om deltagerne. Mere end 3.000 overlevere deltog. Kohorten er fra starten fulgt gennem registre (Hjerteregistret, Landspatientregistret, Dødsårsagsregistret).

I en prospektiv undersøgelse med udgangspunkt i 1970-1971-baseline kunne det vises, at der var en klar social gradient i risiko for IHS, og at sociale forskelle i rygning ikke bidrog til forklaringen. Dette resultat blev senere valideret ved hjælp af serumcotininanalyser (1985-1986-data). Heller ikke andre etablerede risikofaktorer for IHS som forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og andre dyslipidæmier og det aktuelle fysiske aktivitetsniveau i fritiden var væsentlige forklarende faktorer.

I en række prospektive undersøgelser med udgangspunkt i 1985-1986-baseline identificeredes nye, biologisk plausible, risikofaktorer, som bidrog stærkt til forklaringen af den sociale gradient: langvarig erhvervsmæssig eksponering for lodderøg, ingen indtagelse af vin og spiritus, lavt serum-selenniveau, lav fysisk aktivitet i fritiden (som midaldrende) og højt blodtryk (ligeledes som midaldrende). Sammen med klassiske faktorer forklarede disse ny faktorer mere end 70% af den sociale ulighed. Et særlig væsentligt fund var, at sammenhængen mellem socialklasse og IHS var stærkt afhængig af ABO-blodtype: Kun hos mænd med blodtype O var der overordnet en social gradient for IHS, en sammenhæng, der ikke tidligere er påvist. Perspektiverne af alle disse fund diskuteres.

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Magazine
Section
Woodwing Id
247670
Bib ref
Ugeskr Læger 2002;164(42):
Authors

Cand.odont. Poul Suadicani: Forf.s adresse: Lucernevej 138, 2610 Rødovre. Forsvaret finder sted den 30. oktober 2002, kl. 14.00, Sygeplejeskolens Auditorium, H:S Bispebjerg Hospital. Bedømmere: Marianne Schroll, Henrik Toft Sørensen og Per Kragh Andersen.

0 likes