Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Undersøgelserne, der ligger til grund for disputatsen, blev udført på de klinisk biokemiske afdelinger på H:S Rigshospitalet og H:S Hvidovre Hospital. Afhandlingen beskriver en række undersøgelser af humant leukocyt-antigen (HLA) klasse Ib-vævstypen, HLA-G, der specielt udtrykkes i placenta under graviditet. Trofoblastcellerne udtrykker ikke de meget polymorfe HLA klasse Ia-vævstyper, men i stedet de stort set monomorfe HLA klasse Ib-molekyler, HLA-E, -F og-G; derudover HLA-C. Formentlig på denne baggrund undgår trofoblastcellerne cellelyse som følge af Natural Killer (NK)-celleaktivitet. Flere studier tyder på, at HLA-G har en immunmodulerende funktion.

I en del af afhandlingen klarlægges HLA-G-genets polymorfi. Specielt blev en polymorfi i den 3'-utranslaterede region af HLA-G-genet undersøgt, hvor 14 bp i exon 8 er deleteret hos nogle individer. Denne 14-bp-polymorfi fandtes associeret til forskelle i splejsning af HLA-G-mRNA i trofoblastceller. Der fandtes et signifikant nedsat niveau i heterozygote trofoblastprøver af HLA-G-mRNA for transkripter indeholdende de ekstra 14 bp i forhold til transkripter uden denne sekvens. Der fandtes også sammenhænge mellem såkaldt opløseligt HLA-G, »soluble« HLA-G (sHLA-G) i serumprøver og +14/+14 bp-HLA-G-genotypen.

Studier af lipopolysakkarid (LPS)-aktiverede perifere mononukleære celler (PBMC) understøttede, at IL-10 kan stimulere produktionen af sHLA-G. Der fandtes et signifikant højere IL-10-niveau i +14/+14 bp LPS-PBMC-kulturer.

En af de mest fremherskende teorier for udviklingen af præeklampsi omhandler immun-maladaptation mellem fosteret og den gravide kvinde. Abnorm HLA-G-ekspression i placentae fra præeklampsitilfælde er beskrevet i flere studier. En sammenhæng mellem HLA-G-genpolymorfi og præeklampsi blev undersøgt. Ved at undersøge familietriader (moder, fader, barn) i et case-kontrol-studie fandtes det, at der ved primipara med svær præeklampsi var en signifikant overrepræsentation hos barnet/fosteret af +14/+14 bp-HLA-G-genotypen.

I et delstudie blev der fundet en øget forekomst af +14/+14 bp-HLA-G-genotypen hos kvinder med abortus habitualis i forhold til kvinder med normal fertilitet. Samme tendens fandtes i et pilotstudie, hvor kvinder med ≥ 3 mislykkede in vitro-fertilisations (IVF)-forsøg havde en øget frekvens af denne genotype i forhold til kvinder, der var blevet gravide med tvillinger ved første IVF-behandling.

Kliniske perspektiver er brugen af HLA-G som en biokemisk markør ved IVF-behandling. Flere studier viser en korrelation mellem detektion af sHLA-G i cellekulturmediet, som præimplantationsembryonet dyrkes i inden transferring til kvinden, og succesraten ved IVF. Yderligere studier vil afklare om sHLA-G kan være en nyttig markør for visse graviditetskomplikationer og for prognosen ved visse organtransplantationer.

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Magazine
Section
Woodwing Id
271210
Fil
Bib ref
Ugeskr Læger 2006;168(49):
Authors

Afdelingslæge Thomas Vauvert Faurschou Hviid: Forf.s adresse: Elmevænget 6B, DK-2880 Bagsværd. E-mail: hviid@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 15. december 2006, kl.14.00, Dam auditoriet, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, København. Opponenter: Arne Svejgaard og Niels Grunnet.

0 likes
Read time
2