Fokuserede ophold er et nyt begreb i speciallægeuddannelsen. I Speciallægekommissionens betænkning nr. 1384 »Fremtidens speciallæge« nævnes fokuserede studiebesøg som en af 16 læringsmetoder, der kan føre til erhvervelse af ønskede kompetencer inden for rollerne som medicinsk ekspert, samarbejder, leder/administrator og professionel. Formål, form og varighed for fokuserede studiebesøg/studieophold er imidlertid ikke konkretiseret yderligere i betænkningen. I specialernes målbeskrivelser defineres fokuserede ophold som korterevarende ophold på en anden afdeling. Opholdet skal være tilrettelagt specifikt med henblik på at opnå de konkrete mål, som kan være både teoretiske, praktiske og kliniske.
På trods af at fokuserede ophold er relativt beskedent beskrevet i speciallægekommissionens betænkning har de fokuserede ophold tilsyneladende fået en udpræget rolle som læringsmetode i specialernes målbeskrivelser. Planlægning og implementering af fokuserede ophold kan blive en stor udfordring for både de afdelinger, som skal have uddannelsessøgende i sådanne læringsmoduler, og for de afdelinger, som skal undvære uddannelsessøgende i disse perioder.
Formålet med dette studie er at undersøge omfanget af fokuserede ophold i speciallægeuddannelsen og at diskutere rationale og forventet udbytte af fokuserede ophold som læringsmetode.
Metode
Omfanget af fokuserede ophold blev kortlagt ved gennemgang af målbeskrivelserne, som de fremgik af Sundhedsstyrelsens hjemmeside i januar 2006.
For at kunne diskutere rationale og forventet udbytte blev der foretaget en søgning af relevant litteratur.
Resultater
Omfanget og varigheden af fokuserede ophold som læringsmetode varierer betydeligt fra speciale til speciale, hvilket fremgår af Tabel 1. Fokuserede ophold finder primært sted som led i hoveduddannelsen. For langt de fleste specialers vedkommende er fokuserede ophold nævnt som en af flere læringsstrategier til at opnå de kompetencer, der fremgår af målbeskrivelserne. Det afhænger således af sammensætningen af de enkelte uddannelsesforløb, hvilke fokuserede ophold der konkret er nødvendige.
Diskussion
Oversigten over specialernes forslag vedr. fokuserede ophold viser, at disse i nogle tilfælde har et betragteligt omfang. Særligt de højt specialiserede hospitaler/afdelinger kan forvente at få mange fokuserede ophold. Man kan ikke ud fra målbeskrivelserne nøjagtigt bestemme omfanget af fokuserede ophold, da dette vil afhænge af det konkrete uddannelsesforløb.
Litteratursøgningen blev foretaget i PubMed-databasen med følgende søgeprofil: subspecialty rotations og elective rotations. Der blev endvidere søgt i related articles samt i referencer på udvalgte artikler. Kun studier, hvori der blevet beskrevet rationale og udbytte af fokuserede ophold, blev inkluderet. Der blev ikke skelnet mellem post/prægraduat niveau og heller ikke mellem, om opholdet var valgfrit eller obligatorisk.
Ved brug af den anvendte søgeprofil blev der fundet 141 artikler, hvoraf 14 beskriver rationale og udbytte af fokuserede ophold.
Rationale
Med hensyn til rationale beskriver flere studier, at formålet med fokuseret ophold kan være mere end blot opnåelse af konkrete kompetencemål. Fokuserede ophold udbydes således mhp. at øge kendskabet til subspecialer, rekruttere, fremme samarbejdsrelationer og henvisningspraksis samt ændre holdning til specielle fagområder f.eks. geriatri, allergologi mv.
Udbytte af en uddannelsesaktivitet kan iht. Donald L. Kirkpatrick [1] omfatte deltagernes tilfredshed, udbytte i form af konkret læring såsom viden, færdighed og holdning samt effekt på deltagernes fremtidige adfærd og evt. ændring i organisationen.
Læringsudbytte
I nogle studier blev læringsudbyttet af det fokuserede ophold vurderet ved brug af selvevaluering efter opholdet. Et studium af denne slags [2] viste, at deltagernes selvvurderede medicinske og psykosociale aspekter af kompetence steg signifikant efter et tougers ophold i pædiatrisk kirurgi, og at de på tilfredsstillende måde opfyldte de fleste af de fastsatte læringsmål. I et andet studium vedr. fokuserede ophold i tre kirurgiske subspecialer [3] (brandsår, traumatologi og karkirurgi) blev det påvist, at fem ud af seks hovedområder af kompetence fastsat af Accreditation Council for Graduate Medical Education (ACGME) blev opnået. Også dette studium var baseret på selvvurdering, og deltagerne fra brandsårsafdelingen scorede signifikant højere end deltagerne i de øvrige to sub-specialer. I studiet fandt man, at den ledelsesmæssige opbakning, organisering og stabilitet på brandsårsafdelingen havde betydning for deltagernes selvevaluerede udbytte af opholdet.
I andre studier blev læringsudbytte i form af viden vurderet med egentlig test før og efter opholdet. For eksempel belyste et studium [4] forskellen i læringsprogression for deltagerne i et fireugers fokuseret ophold i subspecialet endokrinkirurgi sammenlignet med et traditionelt ophold på en kirurgisk afdeling. Studiet viste, at de, der gennemførte et fokuseret ophold, opnåede en fordoblet eksamensscore i endokrinkirurgi i forhold til dem, der ikke gennemførte opholdet. Studiet konkluderede, at uddannelsesmæssig erfaring kan øges ved at indarbejde fokuserede ophold i kirurgiske subspecialers uddannelsesforløb. Et andet studium [5] viste en 15% stigning i reumatologisk viden efter et treugers fokuseret ophold på et reumatologisk ambulatorium og en stigning i deltagernes selvopfattede fortrolighed og færdighed i tolkning af røntgenoptagelser.
Effekt på holdninger/adfærd
I to studier [6, 7] belyste man opholdets effekt på både viden og holdning/adfærd/henvisningsmønstre m.m. Et studium inden for allergi/immunologi [6] viste, at et valgfrit fokuseret ophold var positivt forbundet med erkendt viden om subspecialet, henvisningsintentioner og henvisningspraksis.
I et enkelt studium [7] sammenlignede man fokuseret ophold med traditionel undervisning. Med udgangspunkt i geriatri vurderedes udbyttet af et enuges fokuseret ophold mhp. læring og holdning til geriatriske patienter sammenlignet med traditionel undervisning i form af ti ugentlige sessioner i geriatri. Multiple-choice-testen viste, at de studerende, der gennemførte et fokuseret ophold, opnåede en signifikant bedre score end dem, der ikke havde gennemført opholdet.
Der var kun et studium [8], som søgte at belyse udbyttet af opholdet i relation til opholdets varighed. Her undersøgtes i patologisk subspeciale, hvor lang tid der var nødvendig for at opnå fortrolighed med valg af laboratorietest og fortolkning. Efter to ugers fokuseret ophold angav deltagerne at have opnået en målbar fortrolighed, og efter fire uger vurderedes denne som værende betydelig. Efter otte uger var deltagerne meget fortr olige med besvarelse af konsultative patologiske spørgsmål. Men selv efter otte uger angav mindre end 10% af deltagerne, at de følte sig absolut sikre i deres beslutningstagning vedr. brug af laboratorietest og tolkning uden forudgående drøftelse med seniore læger.
Effekt på rekruttering
I to studier [9, 10] undersøgte man effekten af fokuseret ophold med hensyn til deltagernes fremtidige valg af subspeciale/rekruttering til specialerne kirurgi og intern medicin. Studierne viste, at et fokuseret ophold havde signifikant effekt på valg af subspeciale/valg af karriere.
Litteraturstudiet viser, at der kun i meget begrænset omfang findes litteratur, der belyser rationale og udbytte af fokuserede ophold. Ved søgning i den internationale litteratur var det vanskeligt at finde søgeord, der var dækkende i forhold til begrebet fokuserede ophold i et dansk uddannelsescurriculum. Den valgte søgeprofilspørgeprofil - jf. metodeafsnittet - kan således have begrænset fundet af relevante studier.
Litteraturen peger på et bredere rationale for fokuserede ophold end blot opfyldelse af konkrete kompetencer. Dette omfatter væsentlige elementer så som rekruttering til subspecialer/fagområder, samarbejde og henvisningspraksis vedr. specielle patientkategorier.
Vedr. udbytte af fokuserede ophold er den fundne litteratur et spinkelt grundlag at konkludere på. I ca. halvdelen af studierne blev udbyttet vurderet ved selvevaluering. Endvidere var der i ca. halvdelen af studierne tale om frivillig deltagelse i opholdene. Begge faktorer kan have haft indflydelse på resultaterne.
Set i lyset af den udbredelse fokuserede ophold har i målbeskrivelserne, er der således behov for yderligere studier af udbyttet set i et bredere perspektiv.
Anne Mette Weng Ellyton, Personaleafdelingen, Afsnit 5212, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: ellyton@rh.dk
Antaget: 2. april 2006
Interessekonflikter: Ingen angivet
Artiklen bygger på en større litteraturgennemgang. En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatterne.

Kirkpatrick DL. Evaluating training programs - the four levels 2nd. ed. San Francisco: Berrett-Koehler Publishers, 1998.

Dutta S, Wales PW, Fecteau A. The two-week pediatric surgery rotation: is it time wasted? J Pediatr Surg 2004;39:717-20.

Gabram SG, Hoenig J, Creech S et al. Medical student electives in general surgical subspecialities. Am J Surg 2004;188:246-9.

Weber SM, Fergestad J, Lewis B et al. How should medical student surgical rotations be structured to optimize education? J Surg Res 2005;126: 145-8.

Helmann DB, Flynn JA. Development and evaluation of a coordinated, ambulatory reumatology experience for internal medicine residents. Arthritis Care Res 1999;12:325-30.

Baptist AP, Tang TS, Duan L et al. Elective rotations and their impact on resident and faculty decision making. Teach Learn Med 2005;17:332-6.

Doque G, Gold S, Bergman H. Early clinical exposure to geriatric medicine in second-year medical school students - the McGill experience. J Am Geriatr Soc 2003;51:544-8.

Kirby JE, Laposta M. The nature and extend of training activities in clinical pathology required for effective consultations on laboratory test selection and interpretation. Arch Pathol Lab Med 1997;121:1163-7.

Greenberger PA. The importance of allergy/immunology rotations as an educational and promotional tool for our subspecialty. Ann Allergy Asthma Immunol 2004;93:209-11.

Chen H, Hardacre JM, Martin C et al. Do medical school surgical rotations influence subspecialty choice? J Surg Res 2001;97:172-8.

Summary Focused clinical rotations in the postgraduate specialist training in Denmark Ugeskr Læger 2006;168(50):4409-4412 Focused clinical rotations are a new concept introduced in the education of specialists in Denmark. A focused rotation is a short exposure to a subspecialty or a contiguous specialty with the aim of acquiring specific areas of competence. The aim of this study is to report on the extent of focused rotation across specialties and discuss the rationale and possible impact based on a literature search.