Ph.d.-afhandlingen er udfærdiget ved Arbejdsmiljøinstituttet i perioden marts 2003 til februar 2005, og bygger på fire artikler. Formålene var: 1) at identificere risikofaktorer for udbrændthed (engelsk: burnout), og 2) at analysere sammenhæng mellem udbrændthed og sygefravær.
Der anvendtes spørgeskemadata fra baseline (n=1,914) og 3-års opfølgning (lukket kohorte, n=1.024) fra PUMA-undersøgelsen (Projekt Udbrændthed, Motivation og Arbejdsglæde), en interventionsundersøgelse som løber over seks år inden for kriminalforsorg, social- og sundhedssektor. Udbrændthed måles med Copenhagen Burnout Inventory , psykosocialt arbejdsmiljø med Arbejdsmiljøinstituttets Spørgeskema om Psykisk Arbejdsmiljø. Sygefravær opgøres som selvrapporterede fraværsdage og fraværsperioder det sidste år før henholdsvis baseline og 3-års-opfølgning. Analyserne er gennemført ved hjælp af lineær regression og Poisson regression.
De prospektive analyser har indikeret årsagssammenhænge mellem ringe grad af udviklingsmuligheder, ringe grad af forudsigelighed (information), ringe grad af rolleklarhed, høj grad af rollekonflikter og udbrændthed. Derudover havde udbrændthed ved baseline positiv sammenhæng med både antal sygedage og antal sygeperioder ved 3-års-opfølgning. Desuden havde stigning i udbrændthed fra baseline til 3-års-opfølgning sammenhæng med stigning i sygefravær, og omvendt havde fald i udbrændthed sammenhæng med fald i sygefravær. Sammenhængene var statistisk signifikante efter kontrol for potentielle confoundere.
Det konkluderes, at specifikke psykosociale arbejdsmiljøfaktorer synes at beskytte mod høj grad af udbrændthed, og at man ved at forebygge udbrændthed vil kunne forvente lavere sygefravær.
Ph.d.-projektet bygger på data fra PUMA-projektet - initieret af professor Tage Søndergård Kristensen.