Bjergsport - gal eller genial

Bjergbestigning blev født den ottende august 1786 med førstebestigningen af Mont Blanc af lægen Michel Gabriel Paccard sammen med den lokale bonde Jacques Balmat fra Chamonixdalen. Paccard havde flere motiver ud over det sportslige, da turen også havde til formål at måle barometertrykket på toppen af bjerget. Der var udsat en stor pris af det videnskabelige selskab i Geneve for at få denne måling, idet det var et af tidens store videnskabelige spørgsmål, efter at man godt 100 år tidligere for første gang havde påvist, at trykket faldt i højden. Der er siden sket meget, bjergbestigning har udviklet sig voldsomt, og bjergsport er i dag en af de hastigst voksende idrætsgrene på verdensplan, og bjergmedicin er blevet en selvstændig disciplin med internationale videnskabelige selskaber og tidsskrifter.

Hvad er bjergsport?

Bjergsport er et meget vidt begreb og dækker alt fra store ekspeditioner til verdens højeste bjerge til glæden ved at løse en bevægelseskabale på en to meter høj sten. De forskellige discipliner, som alle er organiseret i Union Internationale des Associations d'Alpinisme (UIAA), verdensforbundet for bjergsport og medlem af den internationale olympiske komite(IOC)) kan sammenfattes til:

• Ekspeditioner til verdens højeste bjerge og klodens mest øde områder.

• Alpin klatring der foregår op ad 1.000 meter lodrette klippevægge og/eller sne/isvægge.

• Skibjergbestigning (populært kaldet randonee , hvor man med en speciel binding og kunststofskind under alpinski kan færdes overalt i vinterbjerge).

• Klatring på frosne vandfald.

• Klatring på mindre klippevægge (nærmest for Danmark er Kullen i Sydsverige), hvor man enten selv skal placere sikringsudstyret, eller hvor der er indboret sikkerhedsbolte i klippen. Dette er den mest almindelige form for udendørs klatring

• Bouldering , dvs. klatring på sten og klippeblokke, hvor reb og lignende sikkerhedsudstyr ikke er nødvendigt.

• Klatring på kunstige klatrevægge, typisk indendørs.

• Der er i Danmark ca. 4.000 medlemmer af Dansk Klatreforbund, som er fuldt medlem af Dansk Idræts Forbund, og den største og ældste klub er Dansk Bjergklub med over 1.200 medlemmer.

Risici ved forskellige typer bjergsport

Der er mange fordomme og myter om klatring og bjergsport som en ekstremsport med vanvid og stort dødspotentiale. Dette bekræftes ofte ved den måde sporten fremstilles på i diverse medier.

Der er en mortalitet på 1,58% for ikkelokale deltagere/sherpaer på ekspeditioner til Mount Everest, og for dem, der når toppen, er mortaliteten 3% for bjergbestigere med brug af supplerende ilt og 8,5% bjergbestigere uden brug af iltflasker [1]. Der har været et dødsfald i forbindelse med de ca. 25 danske forsøg, der har været på at bestige Mont Everest. Det skete i 8.500 meters højde uden brug af iltflasker. Der er ingen opgørelser af skader, men de fleste skønner, at der er en risiko i størrelsesordenen 10-25% for skader, der fører til konsultation af en læge/paramediciner.

Der er få opgørelser over mere almindelig klatreaktivitet. I en ældre opgørelse fra Yosemite National Park i Californien fandt man en skadesfrekvens på 0,2-0,4% pr. klatredag [2]. Klatringen her regnes for at være svær og krævende sammenlignet med de fleste andre steder i verden.

Det store flertal af helikopterredninger i de schweiziske alper drejer sig om redninger efter fald på let terræn som vandrestier og skipister. En af de største risici ved bjergsport er lavineulykker ved off piste -skiløb, og der omkommer årligt ca. 150 personer i Alperne som følge af lavineulykker. Dette tal har været konstant igennem mange år og må derfor tolkes som relativt faldende, da antallet af off piste -skiløbere og skibjergbestigere er kraftigt stigende. Der er både flere og bedre skiløbere, men der er også sket en teknologisk udvikling i ski og sikringsudstyr som bl.a. lavinebippere.

For klatring på kunstige indendørs klatrevægge er der en risiko på 0,016% pr. besøg eller på 0,079 pr. 1.000 timers aktivitet. For deltagere i worldcuppen i klatring i 2005 var skadesfrekvensen på 3,1 pr. 1.000 timers aktivitet. Dertil kommer overbelastningsskader som følge af hård træning som i al anden elitesport [3]. Disse tal kan sammenholdes med en risiko på 30,3 pr. 1.000 timer ved kamp og 6,5 pr. 1.000 timer ved træning for svenske landsholdsspillere i fodbold [4].

Udbytte af klatring

Der kan være mange grunde til at dyrke sporten og den mest berømte årsag gav Everestpioneren Mallory i 1920'erne, da han under et foredrag i USA svarede på spørgsmålet om, hvorfor man skulle forsøge at bestige Mont Everest. Han svarede: Because it is there .

Selv om der i dag findes World Cup og mesterskaber inden for skibjergbestigning, indendørsklatring og isklatring, er det højst 2% af udøverne, der deltager i nogen form for konkurrence. Den primære årsag til at dyrke bjergsport er meget forskellig for de enkelte udøvere, men modsat de fleste andre sportsgrene er det ikke en konkurrence imod andre. Glæden ligger i egen træning, forbedring af egne evner, udlevelse af drømme og i de store naturoplevelser, der er i udendørs bjergsport.

At klatring og bjergbestigning kan være givtigt på mange planer ses også af bjergsportsrelaterede aktiviteters popularitet på lederkurser og i teambuildning. Det er ikke »bare« en sport, der er mange udfordringer på andre planer ikke mindst af psykologisk karakter.

Konklusion

Ekspeditionsklatring har en høj risikoprofil, som deltagere må forholde sig til. Specielt er det rigtig farligt at prøve at bestige et af verdens to højeste bjerge uden brug af supplerende ilt. De forskellige dele af bjergsport, som det store flertal af udøvere er aktive i, har ikke en større risikoprofil end andre sportsgrene, og det giver deltagerne store glæder ved fysisk aktivitet, ved at prøve sig selv af - også psykisk og intellektuelt. Og så foregår det ofte de smukkeste steder på vor klode.

På mange måder kan jeg se mig selv, men også mange kollegaer og klatrevenner som efterkommere af Paccard , hvor nysgerrighed og søgen efter at udforske det ukendte i natur og videnskab er den dybereliggende drift. En drift som har styret og udviklet menneskeheden. Hvad er der bag det næste klippefremspring, og kan jeg komme derop og finde ud af det - er det galt eller genialt?

Korrespondance: Henrik Jessen Hansen , Thoraxkirurgisk Afdeling R, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup. E-mail: hejes@gentoftehosp.kbhamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

1. E. Hawley. Himalayan database 1950-2005. American Alpine Club Press.
2. Yosemite Addiss DG, Baker SP. Mountaineering and rock-climbing injuries in US national parks. Ann Emerg Med 1989;18:975-9.
3. Schöffl V, Kuepper T. Injuries at the 2005 World Championships in Rock Climbing. Wilderness Environmental Medicine 2006 (i trykken).
4. Ekstrand J, Walden M, Hagglund M. Risk for injury when playing in a national football team. Scand J Med Sci Sports 2004;14:34-8.