Disputatsen udgår fra Farmakologisk Institut og Center for Klinisk Farmakologi, Aarhus Universitet. Afhandlingen er baseret på syv originalartikler publiceret i perioden 1999 til 2007 og en sammenfattende oversigt.
Forandringer i modstandskredsløbet i bl.a. hjertemuskulaturen kan forudgå udviklingen af symptomatisk kardiovaskulær sygdom. Formålet med afhandlingen er at beskrive fysiologiske og patofysiologiske aspekter af modstandskarrenes struktur og endotelafhængige dilatation ved arteriel hypertension og kardialt syndrom X (angina pectoris med angiografisk normale koronarkar), som begge er associerede med nedsat vasodilatorisk kapacitet.
Myokardiets perfusion blev målt med positronemissionstomografi i hvile og under maksimal dilatation af koronarkredsløbet, mens struktur og endotelafhængig dilatation primært blev undersøgt in vitro i isolerede subkutane modstandsarterier (diameter 200-300 mikrometer) monteret i en myograf.
Hos patienter med essentiel hypertension blev der fundet reduceret koronarflowreserve og strukturelle karforandringer i form af øget forhold mellem mediatykkelse og -lumen og påvirket endotelfunktion. Disse forandringer lader sig delvist normalisere med vasodilaterende antihypertensiv behanding med angiotensinkonverterende enzymhæmmer, mens nonvasodilaterende behandling med betablokker trods samme reduktion i blodtryk ikke forbedrer den vasodilatoriske kapacitet. Hos patienter med kardialt syndrom X blev der på trods af normal struktur og funktion af modstandskarrene også fundet nedsat vasodilatorisk kapacitet. Årsagen hertil kan være ændringer i den mere distale del af mikrocirkulationen. Ud over disse patofysiologiske forhold var det også muligt at belyse mere basale fysiologiske mekanismer af betydning for dilatation i modstandsarterier. Et væsentligt fund var således, at acetylkolins vasodilatoriske egenskab er stort set uafhængig af nitrogenoxid (NO) og i stedet beror på en endnu ukendt endotelderiveret hyperpolariserende faktor. I modsætning hertil synes flowmedieret dilatation derimod at være næsten helt NO-afhængig.
Undersøgelserne viser, at mikrocirkulationens vasodilatoriske kapacitet bestemmes af både strukturelle og funktionelle forhold i modstandskarrene. Resultaterne kan medvirke til videre udvikling af behandlingsregimener ved tilstande ledsaget af forhøjet vaskulær modstand.