"Vi lider, når arbejdsmiljøet er dårligt, og det samme gør patientsikkerheden."
Sådan sagde Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger til repræsentantskabsmøde i Vejle i sin mundtlige beretning.
Baggrunden er en undersøgelse, som Yngre Læger tidligere på året udarbejdede, og DR Nyheder brugte til at sætte medierens dagsorden.
Den viste, at mere end halvdelen af de 2200 udspurgte yngre læger mener, at deres hverdag er så stresset, at det går ud over patientsikkerheden.
Den viste også, at hver tredje læge og sygeplejerske ikke føler, at ledelsen lytter, når de siger, at de er bekymrede for patientsikkerheden.
Det er alarmerende
"Jeg prøver lige at sige det igen. Hver tredje. Det er altså ikke bare bekymrende, det er dybt alarmerende," lød det fra Lisbeth Lintz.
Formanden påpegede, at Yngre Læger gennem sit vedholdende arbejde har fået sat yngre lægers arbejdsmiljø på dagsordnen. Et arbejde, der udspringer af politikarbejdet i visionsprojektet fra Den gode læge:
"Vi er ambitiøse, vi insisterer på at gøre vores arbejde godt. Patienterne er grunden til, at vi er blevet læger. Det skal kunne ses - og det vil vi kæmpe for," lød det fra talerstolen, hvorefter Lisbeth Lintz forsatte:
"Med Den gode læge sætter Yngre Læger patienten og Det gode patientforløb endnu mere i centrum, samtidig med at vi holder fast i vores kerneopgaver: Den gode uddannelse og karriere og den gode arbejdsplads."
Indberet fejl og UTH
Lisbeth Lintz opfordrede til, at foreningen og de enkelte medlemmer fortsat arbejder med kvalitet og patientsikkerhed.
"Vi skal blive ved med at indberette og tale om fejl og utilsigtede hændelser. Det er ofte systemfejl, vi kan lære af, og det er sjældent den enkelte læge, der svigter og dermed heller ikke den enkelte læge, det skal hænges ud," sagde Lisbeth Lintz og fortsatte:
"Vi skal blive ved med at sige til og fra - også selv om der ikke altid bliver lyttet."
I morgen onsdag eftermiddag falder Lisbeth Lintz for Yngre Lægers interne regel, der gør, at en formand maksimalt kan sidde i seks år.
<p>Arbejdsmiljø og patientsikkerhed hører sammen. Derfor vil Yngre Læger fortsat kæmpe for, at lægernes arbejdsvilkår forbedres - for patienternes skyld, lød budskabet til Yngre Lægers repræsentantskabsmøde.</p>