En laboratoriemus er på vej op ad en trappe. Trappen er 100 cm lang, og der er to cm mellem hvert trin. For enden er der en hvileplatform. Selvom trappen er stejl med en hældning på 85 grader, er det en nem opgave for musen. Hvis altså ikke den havde tre vægte velcro-tapet til sin hale.
Sammen med et hold artsfæller i et laboratorium på University of Pennsylvania har den styrketrænende mus sat en ny dagsorden for alle, der interesserer sig for doping i sport - hvad enten interessen skyldes, at man selv vil forbedre sine præstationer eller forhindre andre i at gøre det. Musen har nemlig fået indsat et gen, der koder for produktion af proteinet IGF (insulinlignende vækstfaktor), direkte i sine muskelceller.
Resultaterne af forsøget, der ledes af professor Lee Sweeney, er klare. Mus, der får forhøjet produktionen af IGF i deres muskler, opnår større muskelmasse (i forsøget 15 procent) i forhold til en kontrolgruppe, der hverken træner eller får genterapi. Ved hjælp af træning alene kan musene dog opnå større vækst, nemlig 23 procent. Men når musen både styrketræner og får tilført genet, vokser musklerne hele 32 procent.
For god ordens skyld skal det nævnes, at Sweeney og hans kolleger ikke har startet deres forsøg i håb om at forbedre sportspræstationer. Resultaterne kan tænkes at få betydning for behandlingen af en række sygdomme i musklerne - eksempelvis Duchenne/Becker-muskeldystrofi - ligesom man kan håbe at afhjælpe den aldersbetingede svækkelse af musklerne, som vi alle sammen oplever. Men de amerikanske forskere opdagede hurtigt, at deres resultater tiltrak sig stor interesse fra sportsverdenen.
Konference var øjenåbner
WADA, det internationale antidopingagentur, begyndte at interessere sig for gendoping i 2002, da der blev afholdt en konference i New York. Konferencen var med WADA-direktør Richard Pounds ord en øjenåbner både for sportsfolk og for videnskabsfolk:
»Sportsverdenen opdagede, hvor langt genterapien er kommet. Muligheden for at behandle en række alvorlige sygdomme er nu forjættende tæt på at være inden for vores rækkevidde. Videnskabsfolkene opdagede, hvor langt visse atleter er villige til gå for at være den bedste. De hørte direkte fra deres egne kolleger, som allerede havde fået opkald fra trænere, der ville høre, hvordan genterapi kan bruges af deres atleter med det ene formål at forbedre præstationen«.
Som en direkte følge af konferencen kom gendoping med på WADA's liste over forbudte metoder i 2003.
I materiale fra antidopingagenturet lover vicedirektør David Howman, at forbuddet er alvorligt ment:
»De, som tror, at de kan snyde ved hjælp af genterapi, vil komme ud for en alvorlig overraskelse. Det er en prioritet for WADA og vore partnere at sikre, at gendoping bliver lige så sporbart som enhver form for traditionel doping«.
Men er advarslen blot retorik?
Ifølge et foredrag, som Lee Sweeney holdt i 2005 i Stockholm, kan man ikke spore indsættelse af genet i musenes muskler med traditionel dopingkontrol. Metoden virker kun lokalt. Der er ikke forhøjede niveauer af vækstfaktoren IGF i blodet:
»Dette gør opdagelsen af gendoping vanskelig eller umulig uden en muskelbiopsi«.
Ti års forskning
Flere af WADA's eksperter tror dog på, at det kan lade sig gøre at afsløre gendoping ved hjælp af indirekte metoder. Dr. Thomas Murray skriver i organisationens blad Play True:
»Forskerne leder efter måder at afsløre disse ændringer i genomet gennem analyser af blodprøver. En anden unik ide er billeddannelse, hvor en teknik, der minder om magnetisk resonansbilleddannelse, bruges til at skanne kroppen for gener, der udtrykker sig på usædvanlige steder«.
Imidlertid er det ingenlunde givet, at den genetiske profil hos eliteudøvere er gennemsnitlig. Tværtimod kan man hævde, at netop eliteidrætsudøvere formentlig vil have helt særlige genetiske profiler - og også havde det længe før, der overhovedet blev tænkt på gendoping.
Derfor kan det i sidste instans blive nødvendigt at bede alle, der indleder en karriere inden for elitesport, om at aflevere materiale til kortlægning af deres genom. Så kan man se, om der senere er ændret i genomet.
Ved en konference i Stockholm i 2005 skønnede WADA's videnskabelige direktør, dr. Olivier Rabin, at det vil tage »ti års forskning og fire millioner USD« at nå frem til en holdbar metode til afsløring af gendoping.
Spørgsmålet er, om verdenssamfundet er parat til at gå så langt for at sikre, at vi fremover kan føle os trygge ved, at udøverne på tv-skærmen kun opnår deres resultater på baggrund af talent og hård træning.
Opskriften på gendoping
I det amerikanske forsøg ledet af professor Lee Sweeney, University of Pennsylvania, har mus fået større muskelmasse. Det centrale stof er proteinet IGF-1 (en variant af insulinlignende vækstfaktor), som giver signal til muskelcellerne om at dele sig.
Man kan også forestille sig mange andre måder at forbedre sportsfolks præstationer gennem genterapi. Blandt andet foregår der adskillige projekter, som retter sig mod at styrke kroppens evne til iltoptagelse, som vil være et alternativ til at bruge EPO eller bloddoping.
Uanset, hvilken metode man satser på, skal man finde en måde at overføre arvematerialet, der koder for dannelse af det pågældende protein, til kroppen. I princippet er det muligt at indsætte den ønskede gensekvens direkte i sin nøgne form i cellerne, men i praksis er det langt bedre at bruge en transportorganisme, en såkaldt vektor. Lee Sweeney har valgt at bruge en virus, der er skræddersyet til at være harmløs for mennesker, AAV (adeno-associated virus), men man kan også forestille sig en række andre vektorer, for eksempel stamceller udvundet fra muskler eller knoglemarv.
Selvom forskningen inden for genterapi er meget langt fremskreden, er der endnu kun ganske få eksempler på, at den faktisk er taget i anvendelse for mennesker. Det mest kendte eksempel er for patienter med den alvorlige immunforsvarsdefekt SCID (severe combined immune deficiency). Sygdommen, der kun rammer drenge, betyder, at patienten skal afsondres fuldstændig fra enhver form for smitterisiko, da den mindste infektion kan være livstruende. For et par år siden fik 11 franske drenge med syndromet foretaget genterapi. De første resultater var opløftende. Efter behandlingen kunne de faktisk producere tilstrækkelige mængder af det protein, som de manglede, for at aktivere deres immunforsvar. Men efterfølgende udviklede tre af drengene leukæmi. Den første af dem døde i januar 2005.
Eksemplet viser, hvor kompleks genterapi er. Og dermed også, hvor høj en risiko eventuelle brugere af gendoping vil tage.
Definition af doping
Det internationale antidopingagentur WADA definerer doping som en overtrædelse af organisationens dopingregulativ, som jævnligt revideres. Stofferne på listen udvælges efter tre kriterier, hvoraf mindst to skal være opfyldt: 1. Stoffet (eller metoden) skal være præstationsfremmende. 2. Der skal være en helbredsrisiko. 3. Brugen skal stride mod sportens ånd. Gen doping kom med på den forbudte liste i 2003.