Af Anne Stenberger, as@dadl.dk og Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk.
Det går den forkerte vej for Region Hovedstadens 1813-lægevagt. Ventetiden stiger.
Borgere i hovedstaden, der lørdag den 1. februar ringede til 1813-lægevagten mellem 8 og 16 måtte vente op til 48 minutter på at få fat i en sygeplejerske. Søndag den 2. februar var det næsten lige så slemt. Mellem midnat og 8 måtte borgeren vente op til 42 minutter på at en sygeplejerske tog telefonen. Skulle borgeren stilles videre til en læge, kostede det i værste fald knap en halv time før kl. 8. Efter 8 var det værre endnu: 46 minutters ventetid blev noteret. Aller værst var det efter kl. 16: 56 minutters ventetid måtte man i værste fald vente.
Oven på weekenden, om mandagen, måtte embedsfolkene i Akutberedskabets ledelse tidligt op og skrive et notat til regionsrådets politiske medlemmer, der samme aften skulle til møde. Anledningen var, som der står i notatet, at "uge 5 ikke været den forventede fremgang i ventetiderne."
Konklusionen i notatet er, at 1813-lægevagten vil ændre på bemandingen, og få flere på arbejde, ikke mindst tidligt på formiddagen i weekenden. Derudover vil regionen ansætte 10 pct. flere sygeplejersker. Det kan gøres inden for de 15 millioner ekstra kroner, som regionen tidligere på året afsatte til at rette op på tingene i 1813.
Målet, som regionen oprindeligt har sat op for 1813, er at alle opkald skal besvares inden for ti minutter.
På mandagens regionsrådsmøde bebudede regionsformand Sophie Hæstorp Andersen, at sagen skal analyseres til bunds. Ønsket fra flere af oppositionspolitikerne var, at undersøgelsen skal udføres af en uvildig part.
Om ugens dårlige tal for lange ventetider indledte Sophie Hæstorp Andersen med at sige:
"De tal, vi har set, er ikke tilfredstillende. Efter min mening viser det, at det er det rigtige, som vi gør; at vi følger det så tæt, at vi kan handle på de erfaringer, vi får," sagde hun på mødet, der først sluttede efter små tre timer lidt i klokken 21.
Mette Abilgaard fra de Konservative glædede sig også på mødet over, at området følges nøje. Men hun undrede sig over, hvordan det er kommet så vidt:
"Der er mange i den konservative gruppe, der undrer sig lidt over, hvordan man ex kunne besøge vagtcentralen den 20. december og få serveret lækre croissanter, få en flot rundvisning og få at vide, at man var fuldstændig klar til det her ryk ind. Mens man kunne tale med personale, der allerede dengang kunne fortælle om it-systemer, der ikke fungerede. Det er lidt bekymrende, at politikere ikke har fået den slags informationer," sagde hun og påpeger, at regionens 1,7 millioner borgere fortjener bedre.
Regionsrådet besluttede mandag aften at iværksætte en ekstern undersøgelse af ordningen.
<p>I weekenden måtte borgere i Region Hovedstaden vente op til næste tre kvarter for at komme i gennem til den sygeplejerskebetjente akuttelefon. Ville man viderestilles til en læge, kunne man risikere at skulle vente 56 minutter i værste fald. Regionen vil ansætte flere sygeplejersker og en undersøgelse af 1813 er på vej.</p>