Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Skal der ske ændringer med fireårsreglen, så er det op til Lægeforeningen og Yngre Læger at levere det forslag, der er politisk acceptabelt. Så læger ikke bliver nægtet en dansk speciallægeuddannelse. Sker det, vil Venstre være meget lydhør.

Sådan lyder reaktionen fra Venstres sundhedspolitiske ordfører Sophie Løhde efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten mandag skriver to sider samt forsidenyhed om, at hver femte læge er faldet for fireårsreglen og dermed bliver afskæret muligheden for at få en speciallægeuddannelse.

"Det er et rystende højt tal, at op mod hver femte ikke får en speciallægeuddannelse. Gode læger bliver tabt for vores sundhedsvæsen, og det er frustrerende, når vi samtidig kan se frem til en mangel på speciallæger", siger Mads Koch Hansen, formand i Lægeforeningen til avisen.

Han støttes af Yngre Læger, der i årevis har kæmpet mod tvang i den lægelige videreuddannelse og fireårsreglen:

"Det er alt for mange læger, som vi ikke får glæde af", siger Camilla Rathcke, nyvalgt formand for Yngre Læger til avisen og fortsætter:

"Nu er der brug for et opgør med reglen. Alt for mange læger falder fra, fordi de fra starten måske ikke er helt klar over, i hvilken retning de vil specialisere sig. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de spilder tiden - de lærer jo noget og får en alsidig viden".

Minister vil beholde reglen

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er dog ikke indstillet på at afskaffe reglen:

"Jeg er ikke gift med selve reglen, men jeg er gift med det formål, at vi skal have lægerne igennem nogenlunde hurtigt, og vi skal have en spredning både på specialer og geografisk, og jeg synes faktisk, at reglen har virket", siger hun og peger på, at der bl.a. er uddannet flere speciallæger inden for psykiatri.

Venstre klar til ændringer

Venstre mener derimod, at tiden er inde til at justere reglen:

"Jeg vil opfordre Yngre Læger og Lægeforeningen til nu at komme på banen og fremlægge et konkret alternativ til den eksisterende fireårsregel," siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V) og fortsætter:

"Det skal være et alternativ, der på den ene side motiverer og belønner læger til hurtigt at søge hoveduddannelse. Jeg ønsker mig nemlig ikke tilbage til tiden før fireårsreglen, men på den anden side bløde op på det eksisterende regelsæt, så vi ikke ultimativt afskærer ellers kompetente læger fra at få en speciallægeuddannelse".

Sophie Løhde understreger, at partiet fortsat står fuldt og helt på mål for reglen - "nemlig at øge udbuddet af speciallægekapaciteten og sikre, at vi uddanner speciallæger i alle specialer til alle dele af landet".

"Men jeg siger også, at vi kan ikke leve med, at hver femte læge ikke kommer i gang med speciallægeuddannelsen inden for nomeret tid. Derfor åbner vi nu op for ændringer, så den kan indrettes på en mere fleksibel måde, der sikre en bedre ressourceanvendelse. Vi skal fortsat have blik for målet - øge antallet af speciallæger. Men vi må erkende, at der er behov for øget fleksibilitet," siger hun.

Venstre var i foråret tæt på at kunne suspendere fireårsreglen under en forespørgselsdebat, indtil der var fundet et alternativ. Men I valgte i sidste ende at støtte regeringen. Er Venstre nu parate til at suspendere firårsreglen indtil en ændring er fundet?

"Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at suspendere noget uden at kunne fremlægge et forslag, man ønsker i stedet. Derfor har vi sagt, 'kom nu på banen læger og fremlæg konkrete forslag til, hvordan vi kan indrette reglen på en ny måde'. Så er vi sådan set meget åbne for det. Det var vi også villige til i forbindelse med forespørgselsdebatten. Men vi måtte erkende, at når det kom til at lave et flertal uden om regeringen, så var Enhedslisten ikke parat til at bruge sine afgørende mandater. Og det var ærgerligt. Vi endte derfor med en mere vattet vedtagelse i Folketinget, end det vi kunne have skabt."

Kun hver anden i hoveduddannelse

I dag mandag er der møde i den ministerielt nedsatte arbejdsgruppe med repræsentanter fra blandt andet regioner, videreuddannelsesregionerne og de lægelige foreninger, der ser på hele den lægelige videreuddannelse.

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen, der ligger på bordet på mødet, er fire procent af de berørte læger faldet for fireårsreglen. Men det tal medregner ikke de læger, der er reelt er faldet for reglen, men af forskellige årsager ikke har søgt en hoveduddannelse.

Yngre Læger mener, at det er mere nøjagtigt at lægge kategorien ”Øvrige” på 16 procent sammen med de fire procent, der ifølge Sundhedsstyrelsen er faldet – hvorfor tallet for berørte af fireårsreglen ender på 20 procent eller hver femte, som også Jyllands-Posten skriver.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at blot 55 procent af de 1034 læger underlagt fireårsregel, der potentielt kan være faldet for den, har fået et hoveduddannelsesforløb.

25 procent har fået forlænget tidsfristen på grund af barsel, ph.d. mm, og kan dermed potentielt falde for reglen de kommende måneder og år.

To læger reddet af ændring

10. maj kastede sundhedsminister Astrid Krag en redningskrans til de læger, der falder for fireårsreglen. Det blev muligt at søge hoveduddannelsesstillinger – hvis man altså har en introstilling i specialet – og komme bagerst i køen. Når uddannelsesstillingerne er tildelt de læger, der ikke er faldet for fireårsreglen, kan de faldne læger få lov til at søge de resterende pladser. Dermed vil det kun være muligt i specialer, hvor der typisk er vakante stillinger - psykiatri, almen medicin mm.

Ifølge Sundhedsstyrelsens notat har to læger, der er faldet for fireårsreglen, opnået hoveduddannelsesstillinger via denne kattelem. Begge læger er fra videreuddannelsesregion Syd.

Oplysninger vedr. læger, der fik tildelt KBU i 2008 og 2009

Tildelt KBU: 1034

Tildelt Hoveduddannelsesforløb: 573 (55%)

Læger med forlænget fireårsfrist: 259 (25%)

Overskredet fireårsfristen: 37 (4%)

Øvrige: 165 (16%)

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2. december

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Section
Woodwing Id
21221
Images
Sophie_Loehde.jpg
Subtitle

<p>Hver femte læge bliver ikke speciallæge på grund af fireårsreglen, skriver avis. Det er »rystende«, at så mange læger ikke bliver til gavn for patienterne, mener Lægeforeningen. Venstre er klar til at ændre reglen, men understreger, at det er lægerne selv, der skal komme med et alternativ. </p>

Authors

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

0 likes
Read time
5