Unge læger søger væk fra klinisk arbejde

SNAKKEN I KROGENE BLEV TIL KRONIK

Azadeh Houshmand-ØregaardV er en ung læge, der har skrevet en kronik om to store problemer, der præger livet som ung læge. Det ene: at det er svært at få arbejdet i klinikken til at hænge sammen med et familieliv. Det andet: at arbejdsmiljøet i klinikken er blevet dårligt i de seneste år.

Azadeh Houshmand-Øregaard syntes, at der blev »snakket og snakket i krogene.« Så skrev hun en kronik til Ugeskrift for Læger om det, som man snakkede om i krogene: det vanskelige liv som ung læge. Kronikken kan læses i dette nummer af Ugeskriftet, side 2308 eller på linket i bunden af denne artikel.

»Mange er lidt bange for at snakke højt om det; de synes ikke, at vi som læger kan tillade os at sige sådan, fordi vi er læger og som sådan privilegerede. Vi har en lang uddannelse, og i hvert fald på sigt vil vi tjene godt. Men bare fordi vi har det godt på den måde, kan vi godt stille krav til arbejdet, synes jeg«, svarer hun Ugeskriftet på spørgsmålet om, hvorfor hun skrev kronikken.

Azadeh Houshmand-Øregaard er 35 år, bor i København, er gift med en læge på hoveduddannelse i kirurgi, p.t. i Slagelse, og har to børn på et og tre år. Hun har sin KBU og har derudover arbejdet halvandet år i klinikken. Hun begyndte i introstilling i gyn.-obs., men blev gravid og gik på barsel et år. I barselsperioden skrev hun artikler og assisterede i forskningsarbejde. Det var vejen ind til den ph.d.-afhandling, som hun nu er i gang med. Men hun var tæt på at falde ud af klinikken:

»Da jeg skulle begynde efter barsel, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle for at klare situationen med børn og familie og karriere. Jeg søgte ind i industrien og fik faktisk to stillinger, men så fik jeg muligheden for en ph.d., og det valgte jeg«.

Om to år er ph.d.-afhandlingen efter planen færdig. Hvad så?

»Ja, hvad så? Jeg ved ikke, om vi kan få det til at hænge sammen. Jeg vil rigtig gerne ind i gyn.-obs.; det brænder jeg for. Men måske skal jeg søge ind i industrien.

Folk har sagt til mig, at det er modigt at skrive sådan en kronik. De mener, jeg vil blive slagtet, fordi nogle sikkert vil mene, at jeg lyder som en forkælet møgunge, som bare brokker sig, og som ikke forstår, hvor godt vi egentlig har det. Og ja, vi har det godt, men vi har nok mere end andre faggrupper problemer med at få et familieliv og et karriereliv til at gå op. Både på grund af vagter og på grund af de krav, der stilles til vores cv, der nærmest ikke levner noget tid til overs – til f.eks. familien. Og at arbejde på deltid er nærmest umuligt at få en afdeling med på«.

Problemet med at få familieliv og karriere til at hænge sammen er det ene, Azadeh Houshmand skriver om i sin kronik. Arbejdsmiljøet i klinikken er det andet.

»Arbejdsmiljøet er blevet dårligere i de seneste 4-5 år. Det siger de ældre læger også. Jeg savner anerkendelse, at man bliver set og ikke bare er en maskine. Jeg savner, at de ældre læger har tid til at give feedback på det, man gør. Jeg bebrejder dem ikke noget; de har ikke tid. Der er færre mennesker til at løfte de samme eller flere opgaver. Der er aldrig hænder nok – tid«.

Men yngre læger er jo arbejdskraft – I får jo løn!

»Jeg siger heller ikke, at vi ikke skal arbejde. Men når man har en vagt, hvor der ikke er tid til et måltid mad eller få tisset eller sidde ned i fem minutter med en kop kaffe, og vagten er på 16 timer, så synes jeg, at der er noget galt. Og jeg har haft mange af den slags vagter«.

Hvordan harmonerer al denne kritik med lægens kald?

»Nok ikke godt. For hvis man virkelig vil være læge, så vil man være det uanset hvad. Men jeg synes godt, at jeg, selvom jeg føler det som et kald at være læge, kan ønske ordentlige arbejdsvilkår. Men det er også et dilemma for mig, for hvis jeg ikke fortsætter som læge og søger over i industrien; så kaster jeg lægerollen – og min drøm om at blive gyn.-obs.er og hjælpe fødende kvinder i ulande – væk. Så det er et problem«.

RESIGNATIONEN – ET INDIVIDUELT PROBLEM – ELLER ALLES?

Hvad siger fagforeningen til det hele – er det bare en lille gruppes midlertidige problem? Måske, men det kan gå hen og blive et langt større problem. Det mener Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke.

Camilla Rathcke ser tendenserne som en advarsel:

»Hvis vi får flere kolleger, der ikke kan overkomme det kliniske liv, men resignerer, pakker bagagen og forlader branchen, og hvis vi samtidig får mange, som venter med at tage deres KBU eller speciallægeuddannelse, eller tager til Sverige, eller hvad de gør, så har vi pludselig et meget synligt problem, for så mangler vi jo læger at uddanne. Og dermed har vi et problem, det er større end, at der bare går nogle rundt derude og synes, det er lidt hårdt«.

Og noget tyder på, at det ikke bare er ganske få enkelttilfælde, vi hører om, mener hun. Når der f.eks. i kronikken fortælles om, hvor mange »likes« en ung læge fik, da hun på sin facebook skrev om sin »sidste arbejdsdag som læge og nu skulle ud og finde et arbejde, hvor hun følte sig anerkendt, og som gjorde hende glad i hverdagen«, er det et tegn på, at hun rammer noget, mener Camilla Rathcke:

»Hun rammer noget genkendeligt, når hun beskriver en hverdag, der føles svær og fragmenteret, og som fører til resignation. Og den resignation handler hun så på – hvad så end bevæggrunden er; den kender vi jo ikke«.

Men er det ikke en drastisk handling – at forlade lægegerningen?

»Hvorfor drastisk? Hvorfor tænker man, at det er drastisk? Har du tænkt over det? Det er jo fordi, vi som læger ikke forventes at fravige lægegerningen som livsbane; vi skal blive der. Sådan er det ikke for andre faggrupper. Men hvis en læge forlader det kliniske liv til fordel for industrien. Det ligger i vores selvforståelse«.

Svigter man ikke ved at forlade det?

»Nej, den følelse tror jeg ikke, man har. Snarere den der: Hvad skal jeg så, når jeg ikke behandler patienter? Det er jo det, vi uddanner læger til. Jeg tror også, man kan frygte at komme tilbage til klinikken, hvis man fortryder. Det er angstprovokerende. Men jeg vil ikke sige, at hun svigter. Men vores lægekultur vil sige: Du har ikke været dedikeret nok i dit kald«.

Er det ikke sandt?

»Måske er det netop dedikationen, der har ført til, at hun forlader den kliniske virkelighed, fordi hun har fundet det svært at være lægefaglig nok. De fleste helt unge læger er på en afdeling i en begrænset tid, måske et halvt år. Derfor kender ikke alle nødvendigvis ens navn, man skal uddanne sig, men anses for en del af driften, man har meget lidt indflydelse på sit arbejde, og man har ikke megen hjælp til at strukturere sin arbejdsdag. Man kan derfor sagtens gå hjem og tænke, at det kun var med 80 pct. af ens faglighed, at man mødte patienten – man tænker, at man skulle have kommunikeret bedre, taget sig mere af en patient, der græd osv., men fordi man er så presset på tiden, skærer man noget af. På den måde går man på kompromis med sin faglighed. Og der er altså nogle, der ikke har lyst til at indgå den slags kompromiser«.

Er det ikke noget klynk?

»Jo flere vi oplever fortælle denne historie, desto sværere bliver det at tro, at de alle klynker. Jeg anerkender, at der er forskellige måder at tackle en hård situation på, men flere og flere kontakter os, fordi de har problemer med at tackle lægegerningen, svært ved at honorere de mange opgaver, man ofte skal klare samtidig og på afmålt tid, og svært ved at få arbejdslivet til at hænge sammen med familielivet. Og man skal ikke glemme, at læger står med et stort ansvar, som man kan blive holdt juridisk ansvarlig over for. Alt i alt tror jeg, vi er ved at have fået skabt en skæv kultur«.

Er der noget, der har ændret sig?

»Mængden af opgaver og behandlinger stiger år for år, patienterne kommer hurtigere gennem systemet med kortere indlæggelsestider. Vi har et system uden anerkendelse, men hvor det gælder om at yde mere og mere. Det forstærker tendensen. Så nu er vi også begyndt at høre dem, der ikke bare klynker, men synes, at bægeret er ved at flyde over«.

Hvordan kan det løses?

»Arbejdsmiljøproblemerne må løses ude i afdelingerne. Det er vigtigt, at der siges fra lokalt, og at diskussionen bliver taget der. Vi bakker som fagforening op. Og så må regioner og ledelser lukke op for, at den teoretiske mulighed for deltidsansættelse reelt også bliver mulig«.

Kan andre lægegrupper gøre noget?

»Ja, vi mener, der er brug for en kulturændring. Man kunne godt allerede i dag lukke op for mere dialog med de yngre læger, så de unge læger føler sig set og hørt. Det ville være med til at afværge resignationen«.

Har du et budskab til de ældre læger om dette?

»De ældre læger er faglige og kollegiale rollemodeller. Men hvis vi ser på virkeligheden på en afdeling, så er det som regel sådan, at der er en fast stab af speciallæger, og så er der en gruppe yngre læger, som er i evig trafik. Speciallægerne har muligvis ikke det store incitament til at lære dem at kende, fordi de lige om lidt er væk igen. Men det er en forkert tilgang. Man har den lægegruppe, man nu engang har på et givent tidspunkt. Og det er i det øjeblik, man har mulighed for at påvirke de unge, uddanne dem og lære fra sig, spotte hvad de kan og ikke kan. Og så handler det helt banalt også om at være gode kolleger, men det taler man ikke om, og ingen adresserer det. Men det skulle man måske nok, også yngre og ældre læger imellem«.

Læs kronikken her