Undergangsstemning og en oplevelse af truende opløsning i længe ventet sæson af »Riget«

Der var engang en kultgyser. Kombinationen af spas og løjer, en underliggende uhygge og en eksistentiel undertone var uimodståelig. Der er gået 25 år siden sæson 2, og Lars von Trier har stadig en sikker hånd. Med forbehold for at vi kun har set de to første afsnit, er vi helt med igen efter den lidt tøvende, kulisseagtige opstart.

Lokket ind af kostelige scener, hvor den nytiltrådte, opblæste, svenske professor – Stig Helmers søn, pragtfuldt gestaltet af Mikael Persbrandt – har sit første morgenmøde med afdelingen, hvis læger kommer dryssende lidt efter lidt. Den ene mere excentrisk end den anden.

Der er hip til den svenske politiske korrekthed og det slappe danske forhold til principper. Svenskeren er frivilligt søgt til broderlandet for med egne øjne at se det sted, der gjorde hans far sindssyg. Og han har ikke været længe blandt de bimlende galninge, før han selv må råbe »danskjävlar« ud i mørket.

Huset med »de klogeste hjerner og den fremmeste teknologi« sætter igen rammen for en fortælling om bizarre ritualer, uhyrligheder i forskningens navn, makabre ånder og ondskab i sprækker og furer. Handlingen bindes sammen af en sindig kone, Karen – overbevisende spillet af Bodil Jørgensen – der lider af søvngængeri, en diagnose, der skaffer hende adgang til den prestigefyldte neurokirurgiske afdeling. Hun er på jagt efter Lillebror, som hun vil redde.

I kælderen findes den halvtomme »Rask Parkering«, som det endnu ikke er lykkedes nogen at fravriste en parkeringstilladelse. Og et tilholdssted for »Swedish Anonymous«, hvor herboende svenskere i et trygt forum kan tale frit om deres flugtplaner fra vanviddet. Mens deres elskede Volvohjulkapsler ligger sikkert forvaret i en specialfremstillet garderobe.

På opvaskerholdet er det denne gang Jesper Sørensen, der lider af progeria, som sammen med robotten BOB 2.0 står for det løbende kommentarspor til filmens handling.

De første afsnit er fyldt med underfundig, drillende morskab. F.eks. når Helmer Junior efter at have givet en arrogant forherligelse af den svenske dygtighed og større tekniske snilde resolut går ind på sit nye kontor, hvor der venter ham en dødfødt opgave med at samle sine kontormøbler. Fra Ikea.

Ingen kan rigtigt gøre for det, og i det underholdende kaos og de filmiske metakommentarer til den gamle »Riget« materialiserer der sig en slags ømhed over menneskene.

Vanen tro giver von Trier i slutningen af hvert afsnit en moraliserende opsang til det moderne menneskes fortrængning af den åndelige verden. Denne gang optræder han kun i form af et par laksko. Det skyldes forfængelighed, konstaterer han og tilføjer, at forfængelighed kan ses som en motor for alle Rigets karakterer.

Et lag dybere fornemmer vi i filmens tone en slags smertelig indrømmelse af, hvilken tiltrækningskraft et sådant sted har, når man har brug for det. Men samtidig er der en undergangsstemning, en oplevelse af truende opløsning, som ikke på samme måde var til stede for 25 år siden. Von Trier læser som altid sin tid.

Læs flere anmeldelse her.