Når vi går ind i det nye år, vil I opleve flere ændringer på Ugeskrift for Lægers digitale platforme. Vi opgraderer den teknologi, Ugeskriftet.dk kører på, og ud over at være både bedre, smartere og hurtigere kommer det også til at give os nye muligheder for vores digitale formidling.
Vi har løbende taget hul på nye formidlingsformer, og I har den seneste tid bl.a. kunnet få læst udvalgte artikler op. Fremover vil I opleve, at Ugeskrift for Lægers artikler bliver mere visuelle, og vi vil arbejde på at skabe bedre sammenhæng og overblik.
De videnskabelige artikler er en hjørnesten for vores tidsskrift og website. Alle videnskabelige artikler er stadig frit tilgængelige, og vi har en ambition om at nå flere af jer med de nye muligheder. I kan stadig finde artikler om arbejdsvilkår, sundhedspolitik, debat, navnestof og artikler om livet som læge, men I vil opleve et væsentligt mere moderne website.
Det betyder også, at vi den 31. december lukker for Ugeskrift for Lægers app. Den er langtfra tidssvarende, og på trods af løbende opdateringer kan vi ikke længere forsvare at anvende den. De, der foretrækker at læse tidsskriftet digitalt, vil stadig kunne åbne webartikler og pdf direkte fra nyhedsbrevet og naturligvis finde både nye og gamle numre på Ugeskriftet.dk under arkiv.
Med udgangen af 2022 får Ugeskriftet.dk en ansigtsløftning både udadtil og i motorrummet.