Toppræstation - for enhver pris

Et af datidens eksamensspørgsmål i fysiologi lød: »Hvorfor er det ikke muligt at bestige Mt Everest (8.848 m) uden brug af supplerede ilt?«. Men verdens højeste bjerg blev besteget uden ilttilskud, og spørgsmålet blev omformuleret til: »Beskriv hvorledes det trods alt er muligt at...«. En tilfredshed med at kunne dykke nogle få meter ned med snorkel, blev afløst af fridykning til 150 meters dybde uden brug af kunstigt dykkerudstyr. Forbedringer inden for idrætspræstationer sker med stor hast, og selv uden brug af stimulanser forbedres rekorder gang på gang i et næsten lineært forløb.

Denne præstationsforbedring og søgen mod grænserne for, hvad mennesket kan klare, har altid fascineret og udfordret vores nysgerrighed. Redaktionen er ingen undtagelse. Vi har derfor i årets sidste nummer valgt at præsentere en række eksempler på ekstrem- og topsport og søgt at belyse de fysiologiske mekanismer, der muliggør disse præstationer.

Allerede i 1913 skrev professor Secher den første bog om, hvorledes kroppen reagerede på svært muskelarbejde i relation til interne organer [1], og samme år beskrev Krogh & Linhard , hvorledes vejrtrækning og kredsløb var reguleret under fysisk aktivitet [2]. Siden da har Danmark opretholdt en tradition for udforskning af ekstreme fysiologiske påvirkninger af kroppen, det være sig fysisk aktivitet, ekspeditioner i højden eller rumfart, og et unikt samspil mellem læger og fysiologer er blevet fortsat helt op til i dag.

Flere begivenheder gør krav på titlen: verdens hårdeste sportspræstation. Er det Tour de France, Velux 5 Oceans, en enkeltmands havkapsejlads over de fem verdenshave, eller Paris-Dakar rallyet - eller var det Amundsens »konkurrence« med Scott om at komme først til Sydpolen?

Præstationer på topplan kræver mange timers træning, som langt overstiger de retningslinjer, som arbejdsmedicinsk er udstukket for erhvervsarbejde. Hvis omfanget af træning og antallet af idrætsskader i f.eks. top-fodboldklubber blev vurderet af Arbejdstilsynet, ville disse klubber straks blive lukket pga. den høje erhvervsrisiko.

Gennem evolution har mennesket tilpasset sig evnen til forskellige færdigheder, f.eks. at løbe. Men nogle synes at være blevet bedre tilpasset end andre. F.eks. indehaves alle mandlige verdensrekorder på løbedistancer til og med 400 meter af vestafrikanere eller personer, der nedstammer fra Vestafrika, mens rekorderne på de længere distancer besiddes af øst- eller nordafrikanere, således den kenyansk fødte Wilson Kipketer . Mens denne genetisk betingede tuning naturligvis er tilladt, har andre, der trods intensiv træning ikke har opnået de forventede resultater, ladet sig friste af doping. Disse præstationsforbedrende præparater er typisk udviklet til terapeutisk brug. Det drejer sig især om midler, der kan forbedre transporten af ilt frem til musklerne, øge muskelstyrken eller sikre hurtigere restitution [3]. I dag er holdningen klar - brug af sådanne præstationsfremmende midler er ulovlig. Men så sent som i 1998 udtalte den daværende præsident for Den Olympiske Komité, Samaranch , at doping burde være tilladt, blot det ikke var skadeligt. Året efter blev World Anti-Doping Agency (WADA) dannet. Alligevel er det snare reglen end undtagelsen, at store sportsbegivenheder ledsages af udelukkelse af en sprinter, en vægtløfter eller en cykelrytter. Specielt sidstnævnte har været storforbrugere, og besynderligt nok synes omverdenen at acceptere situationen - i hvert fald så længe en rytter ikke er testet positiv.

Problemet står desværre ikke umiddelbart over for en løsning, selv om der drives klapjagt på synderne. Et er at forbyde brugen af bestemte midler eller metoder, noget andet er at påvise brugen. Dertil kommer der konstant nye stoffer på markedet, som kræver udvikling af nye metoder, for at de kan spores. Tillige forventes gendoping snart at gøre sin entre på idrætsscenen. Gendoping er blevet muligt i kølvandet på genterapi, hvor genetisk materiale overføres til celler oftest via en viral vektor for at korrigere genetisk betingede defekter. Tilsvarende vil raske idrætsudøvere i fremtiden kunne få tilført genetisk materiale, der kan øge produktionen af f.eks. vækshormon eller erytropoietin. I dyreeksperimenter har man påvist, at injektion af et gen for vækstfaktorer hos mus er særdeles potent med henblik på at udvikle muskelmassen [3]. Der arbejdes derfor intenst på at udvikle metoder, der gør det muligt at genkende kunstigt skabte vækstfaktorer eller at påvise den ved gentransfer forårsagede forøgede produktion af mRNA. De Olympiske Lege i Beijing om halvandet år kan blive de første lege med deltagelse af genmodificerede idrætsudøvere. Vi kender endnu ikke risikoen forbundet med en sådan genmanipulation, men processen kan løbe løbsk med f.eks. leukæmi til følge; genetisk materiale kan utilsigtet overføres til kimceller og dermed videregives til næste generation, og endelig er processerne ikke så enkle at reversere [4]. Med tanke på de mange eksempler på fatal brug af doping, er der desværre ingen grund til at tro, at topidrætsfolk skulle afholde sig fra at afprøve gendoping i bestræbelserne på at stå øverst på skamlen.

Korrespondance: Michael Kjær, Idrætsmedicinsk Forskningsenhed, Reumatologisk Klinik H, Medicinsk Center, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: mkjaer@mfi.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet