Overlæge, dr.med. Thomas Kiær og speciallæge i ortopædisk kirurgi Klaus Bak har begge kommenteret min leder i Ugeskrift for Læger den 20. juni. Det giver mig lejlighed til at præcisere Lægeforeningens politik.
Lægeforeningen ønsker et velfungerende offentligt finansieret sundhedsvæsen med fri og lige adgang til diagnostik, behandling, uddannelse, forskning m.m.
Samtidig er Lægeforeningen meget tilfreds med det arbejde, de næsten 5.000 læger udfører i private erhverv som almen praksis og speciallægepraksis. Og lige så tilfredse er vi i Lægeforeningen med de private hospitaler, som leverer en god indsats for patienterne.
Vores første bekymring ligger i at sikre, at kvaliteten i hele sundhedsvæsenet opretholdes og forbedres. Det mener vi bl.a. må ske gennem Sundhedsstyrelsens vejledninger, indtil den danske kvalitetsmodel kan hjælpe os yderligere. Vejledningerne opbygges på baggrund af de videnskabelige selskabers rådgivning, som Sundhedsstyrelsen herefter skal holde fast i. Men naturligvis kan der være problemer selskaberne imellem. Det er ikke så underligt, idet de har hver deres primære interesseområder. Derfor vil Lægeforeningen meget gerne deltage i udarbejdelsen af vejledningerne med henblik på at sikre den rette balance, så det kan gøres klart, hvad der kan udføres på privathospitaler, og hvad der kræver et sygehus med lands- eller landsdelsfunktioner som baggrund.
Vores anden bekymring er økonomien. Vi mener ikke, at der er skabt en tilstrækkelig klar økonomi for privathospitalerne, så man kan se, hvad der går til behandling, uddannelse og forskning. Vi ønsker ikke en udvikling, der undergraver det offentlige sundhedsvæsen men et samspil til fordel for alle.
Det er flot, at et privathospital kan udføre forskning og uddannelse. Men det burde kunne være en del af det samlede systems planlægning. Lægeforeningen har gennem tiden været primus motor i at inddrage speciallægepraksis i speciallægeuddannelsen. Erfaringerne kan udnyttes af privathospitalerne, og vi vil gerne være med til at se på, om privathospi- talerne kan få en rolle i speciallægeuddannelsen.
Lægeforeningen er ikke interesseret i at deltage i partipolitik. Vi ser det som vores opgave at arbejde for, at sundhedsplanlægningen udvikler sig til fordel for patienterne, lægerne og det øvrige sundhedspersonale.