Sundhedsvæsenet giver kun langsomt patienterne ansvar

Kronikeren lever med sin sygdom alle døgnets timer og alle årets dage. Men lægen bliver kun inddraget i sygdommen nogle ganske få timer i løbet af et år. ”Vi hjælper med beslutninger og vi er der. Men ansvaret for sygdommen, det har patienten,” fastslog formand Camilla Rathcke på Yngre Lægers debatmøde på Folkemødets anden dag. ”Hvem har ansvaret for din sygdom – du eller din læge,” lød overskriften.

Patienterne var godt præsenteret på stolerækkerne, men ikke i panelet, en kendsgerning, der også faldt nogle for brystet. Men deltagelsen fra stolerækkerne var der alligevel.

Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, Beth Lilja, der er direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Camilla Rathcke udgjorde panelet og var helt enige i, at patienterne skal inddrages meget mere. Og alle parter kunne give gode eksempler på, at det sker. Men trods enigheden og trods de fine eksempler, går det meget langsomt med at få de gode ideer ud at leve.

”Der findes gode eksempler hist og pist. Vi ved mange ting, men vi får det ikke omsat. Vi ved for eksempel, at åbne ambulatorier er populært blandt patienter og giver færre besøg. Problemet er, at vi ikke ved, hvordan vi får ført det ud i virkeligheden,” sagde Beth Lilja.

Systemet

Sophie Hæstorp Andersen pegede på adskillige årsager til trægheden. Nogle gange bremser Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen, mente hun, men lægerne gør det også. Nogle vil ikke have at patienten skal blande sig i behandlingen, og andre læger kræver evidens. ”De skal først lave årelange forsøg med kontrolgrupper. Og efterfølgende evalueringer. Og jeg tænker, så kom dog i gang!”.

Camilla Rathcke opfordrede lægerne til at gå meget mere ind i patientinddragelse:

”Vi skal som læger tage ansvar for behandlingen på en anden måde. Vi er eksperterne, men vi skal drøfte beslutningerne med patienten. Vi skal arbejde med vores kultur.”

Men selve organiseringen af sundhedsvæsenet – systemet – lægger også barrierer

”Vi har et sundhedsvæsen, der er delt op i tre enheder – sygehuse, kommuner, praktiserende læger – der er organiseret forskelligt og med hver sit perspektiv. Vi skal have et integreret sundhedsvæsen og der skal være færre Mackenzie-managere og flere rigtige ledere, som kan skubbe i en retning, hvor det ikke er patienten, der skal tilpasse sig systemet, men systemet, der skal tilpasse sig patienten.”

Beth Lilja tilslutter sig tanken om, at der skal en anden kultur – også blandt lægerne og administratorer– til:

”Der er for mange både blandt Camillas og Sophies folk, der oplever sig som ofre for systemet. Og så sker der ikke noget.”