Det er lykkedes Region Nordjylland at få lidt mere gang i udlejningen af lokaler til praktiserende læger i sundhedshuset i Hurup. I starten af næste år flytter tre læger ind i sundhedshuset, der stod færdigt i september 2013 og som har plads til ni praktiserende læger. Tanken med sundhedshuset er at gøre det mere attraktivt at blive læge i et område, der lider af lægemangel. Men regionen har haft problemer med at få lægerne til at flytte ind og indtil nu har der kun været to lejere. De praktiserende læger syntes simpelthen, at regionens lejepris var for høj.
Men nu er der altså sket noget, meddeler regionen i en pressemeddelelse. En ny praktiserende læge og to, der forlader deres fælles praksis i Bedsted – også i Thy – og flytter ind i de nye lokaler i Hurup i starten af det nye år.
”Vi kommer fra lejede lokaler i forvejen, så derfor er det ikke så stor en omvæltning for os, som det vil være for dem, der har ejet deres klinik i måske 20 år,” siger Peter Kristiansen, den ene af de to fra Bedsted. Han oplyser desuden, at regionen prismæssigt har gjort det en lille smule mere favorabelt at leje sig ind. Derudover ser han frem til et større lægefagligt fællesskab, siger han.
Regionsformand Ulla Astman glæder sig over, at sundhedshuset får lidt flere lejere. ”Det lægefaglige fællesskab vi har i Sundhedshuset Hurup gør, at vi får nemmere ved at rekruttere nye læger – og det betyder, at vi får bedre muligheder for at få nye læger, når lægerne heroppe går på pension – og mange af dem nærmer sig den alder,” siger hun.
Hun afviser, at regionen ligefrem flagrer med lokkende tilbud, men regionen har dog med PLO indgået en paragraf 2 aftale, der betyder, at de læger, der flytter ind i sundhedshuset, får hjælp til at dække flytteomkostningerne og støtte til etableing af it og telefoner.
Befolkning i Sydthy er blandt dem, der er truet af lægemangel på grund af rekrutteringsproblemerne i de tyndt befolkede områder. Da en stor del af de praktiserende læger ydermere nærmere sig pensionsalderen har Region Nordjylland satset på at bygge sundhedshuse Region Nordjylland og fået støtte af regeringen til det. Ydermere har regionen også i sundhedshuset i Hurup etableret en regionsklinik, der drives af Falck i Hurup.
<p>Med tre nye praktiserende læger i sundhedshuset i Hurup i Thy er Region Nordjylland blevet lidt mere optimistisk om fremtidens lægedækning. </p>