Se bag om det ’etniske’

Der mangler sjældent lovord, når Morten Sodemann omtales. Som Danmarks første professor i indvandrermedicin og leder af Indvandrermedicinsk klinik på OUH slås han energisk for, hvad han ser som den svageste patientgruppe i det danske sundhedsvæsen.

Det engagement greb ham allerede, da han som medicinstuderende var et år i Guinea-Bissau på det såkaldte Bandim-projekt, der indsamler sundhedsoplysninger fra befolkningen, der gør det muligt at studere virkningerne af nye sundhedsinterventioner.

”Jeg var der faktisk sammen med min nuværende kone, som studenter i 1980’erne. Vi skulle passe et vaccinationsprojekt – og det var så spændende, at vi kom tilbage som ph.d.-studerende”, fortæller Morten Sodemann.

”Studiet åbnede mine øjne for, hvorfor afrikanske børn ofte dør af relativt banale sygdomme. Det var relationen mellem den syge og sundhedsvæsenet, der hele tiden var i spil. Forældrene gjorde, hvad de kunne. Men man skulle kende nogen eller kende systemet for at få den hjælp, man havde ret til”.

Efter hjemkomsten var Morten Sodemann ham, der ”havde været i Afrika”, så når der kom patienter med brune øjne, blev de gerne skubbet over til ham.

”Det endte med, at jeg havde ambulatorium med mange flygtninge og indvandrere, som viste sig at have mange andre problemstillinger - sociale og andre forhold, som fyldte mere end den sygdom, vi læger syntes, var det vigtige. Først, når vi begyndte at tage dét alvorligt, begyndte de at lytte til det, vi havde at sige. Der skulle ligesom ”ryddes op”, før man kunne være læge”.

Morten Sodemann lægger ikke altid fingrene imellem over for kolleger, som han mener tager for let på patienter fra kulturer, med en helt anden sygdomsforståelse, og som på grund af sprogbarrieren har svært ved at gøre sig forståelige – eller forstå den danske læge.

- Kan du godt forstå, at du indimellem virker som en rød klud på nogle?

”Det er da en hård nyser for kolleger sådan at blive udfordret på fagligheden. Men når jeg underviser, lander vi som regel det samme sted: At hvis man bruger lidt tid på at sætte sig ind i disse patienters problemstillinger, er der ikke så meget ’etnisk’ i det”, siger Morten Sodemann, der er er meget brugt som underviser, foredragsholder og blogger hos Ugeskrift.dk.

Overlæge på gynækologisk afdeling i Horsens, Lars Høj, arbejdede sammen med Morten Sodemann under flere Afrika-ophold. Venskabet fra dengang holder endnu, for eksempel når Lars Høj og hans kone besøger Morten Sodemann og hans kone, Marianne, i sommerhuset på Nordfyn.

Her ser Lars Høj vennen udfolde ”en imponerende kreativitet”, når han bygger trætop-platforme eller konstruerer et brændeopvarmet vildmarksbad af træ, hvor man ”kan sidde med bar røv i 35 grader varmt vand og filosofere over verdens uretfærdigheder, og hvad man skal gøre ved dem”.

”Den slags kreativitet, kombineret med hans udprægede retfærdighedstrang, kan måske forklare de mange ’passende forstyrrelser’, han udsætter kolleger og politikere for”.

Lars Høj forklarer udtrykket ”passende” med, at man ikke skal lave så små forstyrrelser, at der intet sker. Men heller ikke så store, at det skaber modstand.

”Så kan man diskutere, om han ikke nogle gange laver for store forstyrrelser. Det diskuterer vi indimellem”, siger Lars Høj.

Morten Sodemanns kollega Marie Nørredam tøver ikke med at bruge udtryk om ham som ”visionær” og ”pionér”.

”De indvandrerklinikker, Morten har givet stødet til, er unikke – ikke bare i Danmark. De har også vakt stor interesse, også internationalt”, siger læge Marie Nørredam, der selv arbejder på Hvidovre Hospitals Indvandrermedicinske klinik og desuden er lektor ved Københavns Universitet og formand i Dansk Selskab for Indvandrermedicin.

”På det forskningsmæssige område er der andre, der har været fremme. Mortens pionérindsats består i at koble det kliniske på ved at etablere klinikker, som kun tager indvandrerpatienter, der har andre forudsætninger i kontakten med det danske sundhedsvæsen”.

”Og så er han rigtig god til at formidle – selv om budskabet nogle også har lidt kant”, tilføjer Marie Nørredam.