SAVN står der med store lysende bogstaver over døren. Det brænder sig ind i den regnvåde novemberaften hængende over plejehjemmet Slottet i De Gamles By.
Ved indgangen bliver jeg tildelt et navn – Mai. Min makker får Nor, andre tildeles Kim eller Sonni, og så bliver vi dirigeret i hver sin retning til hver til sin rejse gennem forestillingen.
Jeg starter med en minde-collage. Tænk på en, du savner, klip billeder ud, lim dem sammen og hæng dem op. Jeg rejser mig og går ind i venterummet, her mødes jeg af en kvinde og en yngre mand. De sukker, taler lavmælt og byder mig på et glas rød saft i plastbæger skænket af en plastkande af den slags, man så ofte finder på institutioner.
Kvinden og den unge mand finder et kortspil frem – ”Sorgfisk”. ”Må jeg bede om ”dine uforløste følelser”?”. ”Fisk”, bliver der svaret, og hun beder til gengæld om hans ”minder om dem”. Spillet bølger frem og tilbage. Kvinden henvender sig til mig: ”Det er så hårdt at vente, ikke?” ”Jo”, siger jeg. ”Hvad venter I på”? spørger jeg. ”Det samme som dig”, svarer hun.
Pludselig bliver mit navn kaldt og vi Mai’er ledes hen ad gangen til et motionslokale. Til tonerne af gamle slagere motionerer vi følelserne, vrede og glæde. Herfra begynder forestillingens hovedkapitler.
Ravn, en mandeskikkelse med ravnenæb og fjerdragt leder os ordløst ind i savnets fire rum. Vi støder tidvis på de andre publikummer og blandes på kryds og tværs gennem forestillingen, ligesom vi af og til inddrages af skuespillerne.
Vi træder ind i et lyst rum. En kvinde ligger med et dameblad over ansigtet under et bord. På bordpladen ruller en lydløs film af en tsunami, der skyller ind over en by. De voldsomme billeder står i kontrast til kvindens monotone opremsning af alle de praktiske ting, hun skal have ordnet efter dødsfaldet. En herre kommer ind i rummet. Han er nydeligt klædt, facaden er i orden, men da han vender ryggen til, ser man, at hans trøje har store huller i ryggen. Herfra ledes vi videre gennem forestillingens øvrige rum. Ind til forfaldet i rummet ved siden af, hvor loftet hænger ned over de slidte havemøbler, lugten af jord og råd. Væggene slår revner, og frem af dem vokser træer og svampe. Her falder de fra hinanden, her er nøgent og sårbart. Videre til et surrealistisk rum med bølgende gulve og vægge og et hul, man kan forsvinde ned i. Ude på gangen igen møder vi skuespillerne, som i tumult løber gennem gangene. De trækker, skubber, hiver, løfter, hindrer, støtter hinanden i at komme videre.
Vi samles om sofaen, hvor skuespillerne muntert kappes om at have de mest ekstravagante begravelsesønsker og til messende sang og ordene ”Et menneske dør først helt, når ingen længere mindes det”, ledes vi ud af forestillingen, nu frie til at gå på opdagelse i rummene på egen hånd.
SAVN er en kaskade af billeder af sorgprocessen. Rummene fungerer i sig selv stærkt som en metafor for sorgen og sammen med performancekunsten opnår man et visuelt, kropsligt og verbalt stærkt udtryk. Gennem forestillingen er der en passende alvor i tonen, men under slutningen giver den muntre stemning en lille bismag af berøringsangst. Det er et tungt emne, men man behøver ikke putte sukker på for at få det til at glide ned. SAVN er efter min mening en teaterbillet (eller flere) værd!