Hvis man kommer alvorligt til skade i en ulykke, gælder det om at komme ind på Rigshospitalet.
Her er hele 87 procent af patienterne på traumeafdelingen nemlig stadig i live efter 30 dage.
Til sammenligning er det blot 68 procent, der overlever på traumecentre i England, skriver Berlingske.
Til gengæld kniber det, når det gælder levertransplantationer, hvor overlevelsen for patienter på Rigshospitalet er 74 procent mod et europæisk gennemsnit på 90 procent.
Det fremgår af tal på Rigshospitalets hjemmeside, hvor man fra i dag som det første sygehus herhjemme begynder at offentliggøre data for kvaliteten af en række højt specialiserede behandlinger.
"Rigshospitalet ønsker at have en stærk position inden for alle behandlingsområder – nationalt såvel som internationalt. Derfor ønsker vi åbenhed om vores resultater, så vi hele tiden kan sammenligne os med de bedste hospitaler i verden", siger lægelig direktør Jannik Hilsted til avisen.
<p>Som det første hospital begynder Rigshospitalet nu at offentliggøre sine behandlingsresultater. Andre hospitaler bør gøre det samme, mener patienter.</p>