Medlem i

13 years 1 month
Indholdselementer

Det østlige Aleppos største hospital – M10 – var tirsdag helt ødelagt efter to bølger af luftangreb mandag.

”Det er helt ødelagt … det er væk”, siger en kilde til det franske nyhedsbureau AFP.

Mindst syv omkom, da hospitalet for tredje gang på en uge blev angrebet af syriske eller russiske fly, der blandt andet kastede såkaldte ”bunker busters” – bomber, der er beregnet på at trænge igennem jord og beton for at ødelægge underjordiske anlæg.

30 læger til 300.000

M10 var et af de sidste tre større hospitaler, som endnu fungerede i den østlige del af den belejrede bydel. De cirka 300.000 indbyggere er afskåret fra nødhjælp og rent drikkevand.

Efter de seneste bombninger er der kun omkring 30 læger tilbage i det østlige Aleppo, siger Adham Sahloul, talsmand for Syrian American Medical Society, til CNN.

Det første angreb, som ramte hospitalet mandag morgen, kostede mindst syv mennesker livet. Hospitalet fungerede dog endnu, da det næste angreb ramte tidligt mandag aften, mens redningshold arbejdede på stedet.

Hospitalet var også udsat for luftangreb i onsdags og igen i lørdags, og skaderne var under udbedring, da det første angreb ramte mandag morgen. Blandt mandages dræbte var to ansatte og fem arbejdere, som var ved at rydde op efter de tidligere angreb.

Ifølge lokale aktivister var det meste af hospitalets aktiviteter flyttet til kælderetagerne på grund af den konstante risiko for bombning.

”Bunker busters”

I søndags rettede syriske eller russiske fly to angreb mod et underjordisk hospital i Kafr Zita 20 km nord for Hama. Ifølge den uafhængige nyhedsorganisation Syria Direct skete der omfattende skader på hospitalet, som i 2014 blev gravet ind i en bjergside.

Det første angreb blev angiveligt udført af russiske fly ved 15-tiden, formentlig med ”bunker busters” – bomber, der gennemtrænger flere meter klippe eller beton, inden de detonerer.

Der blev ikke meldt om dræbte, men hospitalets skadestue blev ødelagt, lofter styrtede ned, betonvæggene revnede og hospitalets elgeneratorer blev ødelagt.

Nogle timer efter det første angreb, da redningsfolk havde evakueret patienter og personale, kredsede seks fly over stedet, hvor de ifølge hospitalsdirektøren, dr. Abdullah al-Darwish, gennemførte endnu et angreb ”både med vacuum-missiler og klyngebomber, som udrettede omfattende ødelæggelser på hospitalets infrastruktur og udstyr”.

Hospitaler og civile er bombemål

Russiske og syriske fly har intensiveret deres angreb på det østlige Aleppo med særligt fokus på at ødelægge hospitaler og anden civil infrastruktur i områder, som kontrolleres af oppositionen. Udviklingen har fået USA til at suspendere alle videre forhandlinger med Rusland om en våbenhvile.

USA og Rusland nåede den 9. september til enighed om en våbenhvile, der brød sammen efter nogle få dage, da den syriske præsident Bashar al-Assad erklærede, at han ikke længere følte sig bundet af aftalen.

Oprøret begyndte i 2011 under ”det arabiske forår” med fredelige demonstrationer og krav om demokrati. Regimet slog hårdt ned på protesterne, der udviklede sig til en væbnet opstand mod Assad-familiens 40 år lange diktatur.

Det endte i den borgerkrig, der foreløbig har varet i fem år og kostet omkring 430.000 mennesker livet. Den manglende stabilitet har åbnet døren for terrorgrupper som IS og det al-Qaeda-relaterede Fatah al-Sham, og millioner er på flugt fra de uophørlige blodsudgydelser.

I sidste uge skønnede det London-baserede Syrian Observatory of Human Rights, at omkring 3.800 civile, en fjerdedel af dem bør, er dræbt i det år, der er gået, siden Rusland indledte sin bombekampagne i Syrien.

Ifølge gruppens opgørelser har bombningerne dræbt 2.337 mænd, 906 børn og 561 kvinder. Gruppen anfører desuden, at de russiske fly har dræbt 2.746 IS-krigere og 2.814 kæmpende fra andre oprørsgrupper.

Sidebar placering
Venstrestillet
Article type
Journal
Section
Woodwing Id
82540
Images
o-SYRIAN-HOSPITAL-BOMBING-facebook.jpg
Subtitle

<p>Syriens Assad-regime og deres russiske støtter bomber systematisk hospitaler og civil infrastruktur. Aleppos største hospital i ruiner efter tre angreb på en uge.</p>

Authors

Klaus Larsen kll@dadl.dk

0 likes