I Nordjylland er rekruttering til almen praksis rykket helt ind på Aalborg Universitets lægeuddannelse. Her bestræber man sig på at gøre noget særligt ud af undervisningen i almen medicin.
På landets mindste lægeuddannelse underviser et fast korps af praktiserende læger de studerende både før og efter, at de på kandidatdelen - 7., 8. og 12 semester - sendes ud i almen praksis i hele Nordjylland, herunder udkantsområder som Thisted, Mariager, Nors (i Thy) og Skagen.
"Vi er presset af de barske realiteter, som er, at såvel gennemsnitsalderen for regionens praktiserende læger som deres gennemsnitlige antal patienter er landets absolut højeste. Vi vil derfor gerne gøre de studerende interesserede i praksislægens verden og sørge for, at de får den ind under huden," siger klinisk studieleder på lægeuddannelsen, Stig Andersen og fortsætter:
"Nej, vi kan ikke bestemme, hvad de medicinstuderende skal være, når de bliver 'store', men vi vil gerne gøre op med klassisk lægeuddannelse, der foregår i sygehusregi. Når man skal træffe sit specialevalg, vil man være tilbøjelig til at vælge det, man kender og er tryg ved i forvejen. Derfor sender vi de studerende ud i praksis af så mange omgange.
Har de studerende været ude hos en god praktiserende læge og været med på hjemmebesøg, får de øjnene op for, hvad almen medicin handler om. Jeg oplever, at vores studerende kan blive helt høje af at være ude og fx erfare, at lægen i højere grad følger patienternes behov frem for alskens retningslinjer."
De studerende optager deres konsultationer på video: Hvad gør de godt og hvad kan blive bedre? De studerendes kommunikative evner drøftes i grupper sammen med andre studerende, når man igen er tilbage på universitetet. Analysen og diskussionen ledes af praktiserende læger med viden om og klinisk erfaring med kommunikation - helt i tråd med den nordjyske lægeuddannelses særlige fokus på kommunikation.
"Vi ved, at 80 procent af alle klager inden for sundhedsvæsenet bunder i mangelfuld eller decideret dårlig kommunikation," siger Stig Andersen.
Knæet eller patienten?
Niels Bentzen har siden januar 2014 været ansat på AAU som klinisk professor i almen medicin for at støtte lægeuddannelsen i dens erklærede målsætning om at gøre flest mulige af de studerende interesserede i almen medicin. Han har som professor i almen medicin ved universiteterne i Odense, Trondheim og København været med til at opbygge studenterundervisning, praksisophold og klinisk eksamen i almen medicin.
"Vi er nødt til at få almen medicin og almen praksis til at fremstå som noget særligt. De studerende udsættes for en massiv påvirkning fra specialisterne og de sygehusafdelinger, hvor de tilbringer mange uger og får en stor del af deres kliniske undervisning”, siger Niels Bentzen.
”Når de kommer i almen praksis, oplever de at møde patienter, der henvender sig med problemer, ingen andre i sundhedsvæsnet har set på før. Det, der står i lærebøgerne, matcher dårligt med de problemer, patienterne præsenterer for dem. Målet med den almenmedicinske undervisning er at få studenter til at fatte interesse for, hvad patienten er bekymret for. Ikke kun hvad der er galt med knæet eller maven. Hvorfor har patienten ondt, hvad er sygdom og hvad er de psyko-sociale følger for patienten? Ved selv at snakke med patienter og forsøge at hjælpe dem håber vi på, at nogen af dem bliver ’fanget’ af det humanistiske perspektiv ved det at være praktiserende læge," siger Niels Bentzen.
Embedseksamen i Thy
Embedseksamen på 12. semester afsluttes med en klinisk eksamen ude i regionens praksis. De studerende, censor og eksaminator køres ud til praksis i det nordjyske landskab, hvor den praktiserende læges konsultation og en af hendes patienter er rammen for deres sidste eksamen på lægestudiet.
"Almen medicin er det sidste fag, de studerende skal op i, da det er her, de skal vise, om de kan bruge det, de har lært i alle organspecialerne. Det er her de studerende bliver testet i deres evne til at mestre patienternes problemer og ikke kun ’organernes’," siger Niels Bentzen.
Det er således de praktiserende læger, der giver kandidaterne håndtryk, når embedseksamen er overstået.
"Vi vil gerne give de praktiserende læger den anerkendelse, at almen medicin er et stort speciale med mange og blødere værdier, herunder at se det hele menneske," siger Stig Andersen.
Niels Bentzen understreger, at målsætningen om at udklække de praktiserende læger, som region Nordjylland skriger på, kun er muligt, såfremt lægeuddannelsen, de praktiserende læger, region og politikere står sammen og har det som et fælles mål:
"Det skal være landskendt, at man får den bedste lægeuddannelse med henblik på almen medicin ved AAU og de bedste betingelser som praktiserende læge i region Nordjylland."
Og Niels Bentzen fremhæver bl.a. mulighederne for i region Nordjylland at kunne erhverve sig en praksis på favorable vilkår samt regionens tilbud om kurser i både organisation og ledelse af egen praksis.
<p>Medicinstudiet på Aalborg Universitet har som mål, at en stor andel af kandidaterne skal blive praktiserende læger. Et ti mand stort korps af praksislæger underviser på kandidatdelen, og de studerende har flere ophold i almen praksis, hvor også den afsluttende embedseksamen finder sted.</p>