Mens adgangen til sundhedsdata debatteres i Danmark, er Verdenslægeorganisationen WMA i færd med at udfærdige internationale retningslinjer.
Udfordringen findes nemlig overalt: Hvordan vægter man patienters interesse i at beskytte egne data og forskningens interesse i at benytte disse data?
Foreløbig er et udkast sendt i høring og forleden blev det diskuteret i dansk regi.
”WMA Declaration on Ethical Considerations Regarding Healthdatabases and Biobanks,” lyder overskriften på udkastet, der er sendt I høring.
Danmarks repræsentant i organisationen, Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, siger:
”Diskussionen kører mellem på den ene side de store fordele, der er ved at bruge og samkøre registreringer og sundhedsregistre og på den anden side kravet om beskyttelse af privatlivet. Det er her, at man skal finde en balance. I nogle tilfælde er der desuden tale om oplysninger, som er indhentet i fortrolighed i forbindelse med patientbehandlingen, og det skal håndteres på en måde så folk bevarer tilliden til lægerne.”
Spørgsmålet er aktuelt ikke bare i Danmark, men i hele verden og lovgivningen er forskellig landene i mellem – hvis der overhovedet er en lovgivning på området.
Under alle omstændigheder er det WMAs mål at skrive en vejledning til læger i hele verden om, hvordan man kan bruge data og hvilke etiske principper, der skal vægtes, forklarer Mads Koch Hansen.
Og hvad vælger så WMA at sige om de to konkurrerende hensyn?
”Det er tydeliggjort at man skal tage de hensyn og finde en balance. Man skal sikre, at forskningen har gode vilkår, så der bliver udviklet nye behandlinger til patienterne. Men man skal holde i hævd, at for at beskytte læge-patientforholdet, skal individet have en vis magt over brugen af sundhedsdata.”
Hvordan kan det oversættes til danske forhold?
”I Danmark er vi udfordret af at være et af de lande, som er længst fremme med registerforskning, blandt andet på grund af vores cpr-nummersystem. Som WMAs erklæring ser ud i dag er der nogle udfordringer i formuleringen i forhold til at sikre den unikke og meget værdifulde danske registerforskning. Men vi arbejder for, at det skal være praktisk muligt at drive registerforskning fortsat.”
Er der benspænd eller fremskridt at spore for danske forhold?
”Både og. I Danmark er området i høj grad lovreguleret. Og fordi man har registerforskning, er der også meget i WMA-erklæringen, som dansk lovgivning allerede forholder sig til Men biobanksområdet er så nyt, at der heller ikke i Danmark altid er relevant lovgivning og der vil etiske principper kunne medvirke til at skabe større klarhed.”
Hvordan vurderer du situationen i Danmark i dag?
”Vi har Datatilsynet. Men de laver kun juridiske vurderinger, ikke etiske. Som læge kunne jeg godt tænke mig, at der også var en etisk vurdering. Derfor har vi behov for en instans, der over for befolkningen sørger for en balance i, om det er rimeligt, at man trækker data på folk i forhold til at det kan være data, der er samlet ind i fortrolighed. Det er princippet om, at der bliver lavet en uafhængig etisk vurdering af de datatræk og den registersammenkøring, som man laver, der er vigtig. .”
Kan WMA-erklæringen få konsekvenser i Danmark?
”Ja. Ikke at den er en direkte vej til en ændring i lovgivningen. Men den kan påvirke debatten i bestemt retning og forhåbentlig gøde bunden for øget brug af videnskabsetiske komiteer eller lignende”
Hvordan ser det ud internationalt?
”I mange lande er der nærmest ingen lovgivning på området. Det er selvfølgelig et skisma. Nogle vil mene, at fælles regler vil gøre forskningen mere besværlig. På den anden side er forskning international, og det kan være styrke med et fælles regelgrundlag. Og desuden kan reglerne komme til at gælde i de lande, som ikke har en lovgivning på området. Det har vi set tidligere, f. eks. i forbindelse med Helsinkideklarationen.”
Erklæringen bliver diskuteret på WMAs generalforsamling i Oslo i midten af april.
<p>Der er behov for fælles internationale rammer og principper for sundhedsregistre og biobanker. Verdenslægeorganisation (WMA) vil revidere de nuværende regler og have landene til at diskutere det.</p>