Regionsrådsformand: »Vi skal have mere tillid tilbage til fagfolkene«

»Vi har brug for hjælp til at prioritere. Hvad er det, vi ikke skal tage os af, når systemet er så presset«?

Sådan lød et af aftenens sidste spørgsmål fra en af de fremmødte læger, da Lægeforeningen Nordjylland torsdag aften indbød til valgmøde i Aalborg, hvor alle stole var besat, og otte regionsrådskadidater fra Nye Borgerlige til Enhedslisten var linet op på podiet.

Forud var gået to timer, hvor både garvede og helt nye kandidater blev præsenteret for de usminkede forhold i landets mindste region. Her betyder manglen på speciallæger, at f.eks. Regionshospital Nordjylland i en periode har måttet lukke deres geriatriske ambulatorium, at der er 38 ugers ventetid på at blive tilset i børne- og ungdomspsykiatrien, og at der der lige nu alene i voksenpsykiatrien mangler 15 speciallæger.

Undervejs i valgmødet kunne en læge fra en medicinsk afdeling desuden berette om en daglig overbelægning på 23 procent.

Per Larsen fra De Konservative, som har siddet i regionsrådet i mange år, er sit partis sundhedspolitiske ordfører i Folketinget og nu også stiler mod at blive regionsrådsformand, afstod dog fra at blande sig i, hvad lægerne skal skære bort.

»Jeg har aldrig været med til at sidde og beslutte, hvordan læger skal prioritere. Det er de faglige selskaber og Sundhedsstyrelsen, der står for retningslinjerne. Det skal vi ikke blande os i«, sagde Per Larsen.

Den nuværende regionsrådsformand Ulla Astman (S) var lidt mere klar i spyttet.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal have mere tillid tilbage til fagfolkene og jeres faglige bedømmelse. I har brug for mere selvbestemmelse til at få ryddet op i meget af den unødvendige dokumentation, der foregår i dag. Vi skal dælme hjælpe hinanden med at få ryddet op og spørge, om dét og dét nu også er nødvendigt«, lød det fra Ulla Astman.

»Ikke alle børn hører hjemme i psykiatrien«

Målt på kapacitet har børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland i mange år været langt bag efter de fire øvrige regioner – og er det stadig.

Den massive mangel på psykiatriske speciallæger og navnlig den lange ventetid i børne- og ungdomspsykiatrien blev beskrevet som både meget alvorlig, uholdbar, ulighedsskabende og decideret hjerteskærende.

Ulla Astman opfordrede til at fastholde fokus på behandlings- og socialpsykiatrien i en tid, hvor fokus meget er på de sårbare unge – »og ikke alle børn hører hjemme i psykiatrien«, fastslog Ulla Astman.

Ifølge den Radikale kandidat Marianne Mulle Jensen, som selv er læge, er der lige nu flere end 900 børn på venteliste til børne- og ungdomspsykiatrien i Nordjylland. Et løsningforslag kunne ifølge hende være at intensivere samarbejdet med de kommunale PPR-enheder.

»Det vil være en god ide, hvis PPR ikke alene visiterer, men også begynder at behandle børnene, inden de kommer ind i psykiatrien«.

Men ifølge en overlæge blandt publikum bliver 50 procent af børnene afvist i psykiatrien, fordi de ikke er udredt i PPR, ligesom den pågældende kunne oplyse, at der i Aalborg er mere end et års ventetid på at blive udredt af PPR.

Politikerne blev også afkrævet svar på, hvad der skal gøres, for at de unge læger vælger psykiatri og andre trængte specialer til.

Det havde Marianne Mulle Jensen et bud på:

»Hvis vi vil have de unge til at vælge en bestemt vej, må vi hjælpe dem hermed. F.eks. kunne man overveje længere kliniske ophold i psykiatrien«.

Spørgsmålene til politikerne lød, hvordan de vil sikre, at der kommer flere speciallæger uden at »stjæle« fra de øvrige regioner.

Hvad det sidste angår, var svarene fra de fleste i panelet bl.a. det, som Gustav Sieg Sørensen fra Alternativet udtrykte klarest: »Nordjylland er nødt til at stjæle med arme og ben fra de andre regioner«.

Mads Duedahl understregede derudover, at det vigtigste er at gøre specialet attraktivt – med et godt arbejdsmiljø samt gode muligheder for forskning samt personlig og faglig udvikling.

FAPS’erne og nærhospitalerne

Spørgsmålet om, hvordan man i højere grad kan gøre brug af de praktiserende speciallæger, og hvordan de bedre integreres mellem almen praksis og sygehusene, blev også berørt.

Og flere barrierer blev fremhævet.

Dels det lavpraktiske problem, at journalen fra speciallægen ikke er tilgængelig på sygehuset, og at man på sygehuset »ofte gør det, der allerede er foretaget i speciallægepraksis«.

Dels de aktivitetsdæmpende knækgrænser, som Per Larsen (K) beskrev som »trættende«, når der samtidig er patienter, der ikke kan blive behandlet.

»Og så savner jeg en diskussion af, hvilke opgaver der skal varetages i speciallægepraksis, og hvilke der skal varetages på sygehuset«, sagde Per Larsen.

Ulla Astman pegede på, at de nyfødte nærhospitaler vil kunne bidrage til en større integration af speciallægepraksis.

»På nærhospitalerne vil der både være praktiserende læger og praktiserende speciallæger, og hermed er der grobund for en tættere integration, fordi man er fælles om patienterne«, lød det fra Ulla Astman.

Når det kommer til nærhospitaler i det hele taget, var Mads Duedahl dog lunken:

»Det er nødvendigt med en overordnet strategi, inden vi begynder at tale om nærhospitaler. Derudover: Når man uddelegerer opgaver til andre, skal man være sikker på, at de nærhospitaler, man udleverer til, besidder både kvalitet og evidens«.

Per Larsen efterlyste også, men ikke bare en sundhedsreform:

»Vores sundhedsvæsen er underfinancieret.

Og så skal vi se på, hvordan vi bruger ressourcerne bedst. Da vi fik de nye akutmodtagelser, lød mantraet, at speciallæger skal være i front, men er det den optimale måde at bruge speciallægerne på«?

Hele tre ting på en gang

Selv om det lysner, når det kommer til at ændre den mangeårige fortælling om Region Nordjylland som en region, der bløder af mangel på praktiserende læger, er der stadig lang vej at gå.

Antallet af praksislæger er 283 – 16 procent færre end for ti år siden – og 72 procent af samtlige praksis har lukket for tilgang.

Og regionen fastholder fortsat den kedelige rekord som det sted i landet, hvor antallet af patienter per praktiserende læge er højest (1.752), »hvilket vi har forsømt at rette op på«, lød det fra den konservative Per Larsen.

Inden for det seneste år er flere regions- og udbudsklinikker i regionen overgået til at være PLO-klinikker, og både den socialdemokratiske regionrådsformand og hendes to udfordrere til formandsposten, den konservative Per Larsen og Venstres Mads Duedahl talte varmt om almen praksis og PLO.

Sidstnævnte fastslog, at det er »vigtigt at værne om den billige og effektive PLO-overenskomst«.

Et af spørgsmålene lød, hvordan man får de ældre praktiserende læger til at blive lidt længere i praksis?

Ulla Astman slog fast, at både generationsskifte- og fastholdelsesaftaler for ældre praktiserende læger er gode redskaber, men at de ikke skal stå alene:

»De skal altid være bundet op på en rekrutteringsaftale. Rekruttering og fastholdelse – eller generationsskifte – skal gå hånd i hånd«.

Og så spillede Per de Fries fra Nye Borgerlige sig på banen med et forslag, som der nok var enighed om ikke letter presset i almen praksis, men som ud fra et patientperspektiv giver mening. Nemlig at patienten skal kunne få set på både nakken, knæet og hjertet i en og samme konsultation, især når den praktiserende læge ligger mange busstop væk, og man derfor vil kunne spare mange køreture.

Der var blandt kandidaterne flere positive tilkendegivelser til det forslag – også fra en hoveduddannelseslæge blandt de fremmødte, der havde oplevet noget tilsvarende i Norge. Men der var også enighed om, at det var et overenskomstmæssigt anliggende.