”Vi må se på, om de standarder, som Erik Juhl-udvalget har sat, holder. Det går måske ikke så stærkt, som de har troet,” sagde formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman på et debatarrangement, som PLO i dag, fredag, var arrangør af.
Det handler om de 20 procent færre sengepladser i forhold til i dag, som planlæggerne bag de nye sygehuse – Erik Juhl-udvalget har beregnet og sat som norm for de nye sygehuse. Det udgangspunkt er kritiseret fra flere sider, ikke mindst læger, som ikke anser det for realistisk,
Ulla Astmans udmelding kommer samtidig med, at det efterhånden er almindelig erkendt, at kommunerne ikke når at komme op med tilstrækkelige tilbud til at tage imod de patienter, der efter udskrivning har brug for yderligere pleje, før de kan komme hjem. Og at overbelægning på de medicinske afdelinger mange steder er konstant tilstede.
Det var nogle af årsagerne, som Ulla Astmann pegede på, til at de vil se på, om det er de rigtige standarder, som der bygges efter.
På et andet af dagens debatmøder, som Overlægeforeningen var arrangør af om de nye sygehuse, hørtes de samme takter fra regionspolitkeren Anne V. Kristensen, Region Midtjylland.
”Vi skal til at overveje, om der er senge nok (på de nye sygehuse, red.). Jeg er ikke skåsikker på, at der er nok,” sagde hun.
Hun foreslår, at der kan skabes flere senge ved at skære på de planlagte køkkener – og hun tilføjede, at der på mange hospitaler heller ikke i dag er et køkken, men at maden bliver leveret fra et køkkken ude fra.
Organiseringen af de nye sygehuse
Dette mødes overskrift var "Er der plads til patienterne" og det var der udtalt bekymring for.
Michael Borre, formand for DMCG (De multidisciplinære Cancergrupper) var direkte bekymret.
"Om ti år er der dobbelt så mange over 65 år, som i dag - det vil være en gruppe, hvor forebyggelsen ikke er slået igennem og det har man ikke tænkt ind i dimensioneringen."
Andre var bekymret for sygehusenes indretning.
"Der har ikke været en systematisk brugerinddragelse," sagde Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell, som også efterlyste, at patientforløb bliver taget meget mere ind i planlægningen af de nye sygehuse.
Samme tanke var professor på analyseinstituttet KORA, Jacob Kjellberg inde på. Han frygter, at de nye sygehuse kommer til at ligne de "gamle" for meget.
"De bliver fine, moderne og lyse. Men hvor er nytænkningen, bliver der fx lavet plads til telekonferencer? Og vil man organisere dem omkring patientforløb? Jeg tror, de kommer til at ligne de gamle - for man glemmer helt at tænke organisering ind, den organisering omkring patientforløb, der også i dag mangler på de fleste sygehuse. Kun Region Syddanmark og Region Nordjylland er inde på den tankebane, men det er da det vigtigste."
Det er Morten Freil, direktør for Danske Patienter, ikke enig i:
"Der er vigtigt, hvordan den fysiske indretning bliver. Og jeg er bekymret. Er der taget højde for, at der i fremtiden vil være en anden type patient? Der vil være mere patient- og pårørendeinddragelse og der vil være langt flere multisyge kronikere, som ind i mellem skal ind på supersygehuset og det skal de ydre rammer være klar til. Sygehusene skal være fleksible platforme med rum for inddragelse af pårørende. Jeg vil advare mod, at der kommer for stive rammer."
Anne V. Kristensen fortalte, at der i hvert fald i Midtjyllands nye sygehuse kommer rum for konferencer mellem læger, patient og pårørende, hvor man kan sidde i fred og ro.
Og selvom der er godt gang i byggerierne rundt om, er der stadig tid til at komme med input til deres indretning.
<p>FOLKEMØDE Lægers bekymring over, at der kommer for få senge på supersygehusene, er tilsyneladende blevet hørt. To centrale regionspolitikere talte på dagens debatter om, at antallet skal sættes op.</p>