"Hvis det er rigtigt, at der er læger, som har chikaneret 1813, er det fuldstændigt uacceptabelt, og jeg tager totalt afstand fra det", siger formand for PLO Hovedstaden Birgitte Alling-Møller i et interview med Berlingske.
Man har jo også set andre, meget skarpe reaktioner fra praktiserende læger. Hvorfor kører I det så hårdt op?
"Der er en stor gruppe læger, som føler sig trådt over tæerne af regionen. Mange har passet lægevagten døgnet rundt, jul og nytår. De føler, at de har gjort et stort og godt arbejde og så bliver de bare fyret med en pressemeddelelse af regionen. Regionen kunne i stedet have sagt: »Mange tak for godt arbejde i mange år. Nu ønsker vi en anden ordning, men vil gerne gøre det i dialog med jer, som har stort kendskab til området«. Vi er fuldstændig blevet fravalgt og regionen har ikke ønsket at lave aftaler med PLO. Og så er der en meget lille gruppe læger, som er blevet meget følelsesmæssigt berørt og reagerer fuldstændigt uacceptabelt".
<p>Formanden for de praktiserende læger i hovedstaden Birgitte Alling-Møller tager i interview afstand fra 1813-chikanen. Men hun lægger også et stort ansvar på regionen for, at det hele er kørt op i en spids.</p>