Regeringen har i dag fremlagt sin sundhedspakke. Det skete ved et pressemøde i Statsministeriet, hvor det fremgik, at regeringen vil investere 5 mia. kroner i 2015-2018 i et løft af det offentlige sundhedsvæsen. Heraf skal 1,5 mia. kroner bruges til bedre behandling af kronisk syge.
Regeringen lægger med sit udspil vægt på, at især den kort uddannede del af befolkningen skal løftes. Det fremgår af udspillet, at de alment praktiserende læger vil få en central rolle, blandt andet i forhold til målrettede sundhedstjek af grupper, der er i særlig risiko for livsstilssygdomme.
Her er hovedelementerne i regeringens sundhedsstrategi 2015-2018:
Kræft skal opdages tidligere, så flere kan overleve (1,1 mia. kr.)
• Bedre redskaber til de praktiserende læger til at opdage kræftsymptomer tidligere.
• Udvidet adgang til de praktiserende læger til at henvise patienterne direkte til diagnostiske undersøgelser på sygehuset, så unødig spildtid undgås.
• Udvidelse af kapaciteten til udredning af kræft , så udredningen kan ske hurtigt.
• Udvidet kapacitet til mere skånsom operativ behandling.
• Styrket smertelindrende (palliativ) indsats for uhelbredeligt syge børn.
Kroniske sygdomme skal opdages tidligere – og de svageste patienter skal have ekstra hjælp (1,5 mia. kr.)
• Målrettet sundhedstjek for patienter med særlig stor risiko for kronisk sygdom, så deres sygdom opdages i tide.
• Klar plan for behandlingsforløb og mere kvalitet i behandlingen for bl.a. KOL-, diabetes- og gigtpatienter.
• National satsning for mennesker med lungesygdomme.
• Tilbud om fast tilknyttet sygeplejerske til de svageste patienter.
Styrkelse af den praktiserende læge (1,0 mia.kr.)
• Investeringer i almen praksis og i moderne lægehuse. (800 mio.)
• Forsøg med kobling af honorering til resultater i almen praksis.
• Fast tilknyttet læge til plejecentre og bosteder.
Bedre kvalitet ved inddragelse af patienter og pårørende (0,3 mia.kr.)
• Sundhedspersonalet skal klædes bedre på til at inddrage patienter og pårørende i beslutninger om behandling, og patienterne får konkrete redskaber til at deltage mere aktivt i beslutningerne.
• Patienters viden om egen sygdom skal bruges til at målrette og forbedre behandlingen.
• Patienter over hele landet skal kunne udnytte de nye teknologiske muligheder for telemedicinsk behandling og opfølgning i eget hjem, hvor det giver bedre og billigere behandling.
• Patienter skal have bedre og hurtigere adgang til egne journaloplysninger.
Bedre kvalitet i behandlingen – via synlighed og åbenhed om resultater (1,1 mia.kr.)
• Et nationalt kvalitetsprogram, der skaber synlighed om resultaterne i sundhedsvæsenet, skal forbedre kvaliteten og udbrede bedste praksis.
• Nationale eksperter skal følge og understøtte kvalitetsudviklingen på de enkelte sygehusafdelinger.
• En pulje til belønning af resultater og kvalitet, der understøtter kvalitetsudviklingen.
• Øget fokus på rengøring og hygiejne.
<p>Regeringen har i dag fremlagt sin sundhedspakke. Det skete ved et pressemøde i Statsministeriet. Læs den korte version her.</p>