Når valget står mellem konsultationer med tre til fire patienter i klinikken og et enkelt sygebesøg hos en ældre patient, prioriteres sygebesøgene oftere fra en førhen. Sådan lyder det fra Praktiserende Lægers Organisations formand, Christian Freitag, da han forholder sig til praktiserende lægers antal hjemmebesøg, der de seneste to år er faldet.
Fra 2012 til 2014 er antal hjemmebesøg landet over faldet fra 443.213 til 415.366, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Selvom det ifølge Christian Freitag er relativt små tal, så er det et fald, han mener, man kan se og bør reflektere over.
”Tallene overrasker mig ikke, og jeg er ikke i tvivl om, at faldet skyldes, at sygebesøgene nedprioriteres, fordi lægerne er pressede på tid og flere patienter pr. læge,” siger han.
Serviceforringelse
Et sygebesøg kan snildt tage tre kvarter, fortæller Christian Freitag.
<p class="para para_Citat_navn">Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation</p>
”Vi prøver jo at få tiden til at række, så vi kan nå så mange patienter som muligt. De mindre akutte sygebesøg bliver derfor valgt fra, fordi vi på samme tid kan nå tre gange så mange patienter i klinikken,” siger han og fortsætter:
”Sygebesøgene giver stor indsigt i patientens liv og gør det lettere at samarbejde med kommunen og inddrage de pårørende. Vi må se i øjnene, at de færre sygebesøg er en serviceforringelse.”
Lægerne bør ikke nedprioritere
Thomas Adelskov, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, er heller ikke overrasket over faldet af hjemmebesøg.
”Lægerne bør ikke nedprioritere hjemmebesøgene, da hjemmebesøgene potentielt kan mindske antallet af forebyggelige indlæggelser. Besøgene er særligt vigtige i den her tid, hvor patienter bliver udskrevet tidligere og dermed ofte er mere plejekrævende i tiden efter indlæggelsen,” siger Thomas Adelskov.
KL foreslår
Han anerkender dog, at lægerne også har travlt.
”Derfor foreslår KL, at lægerne arbejder mere sammen med hjemmesygeplejerskerne i kommunerne – vores personale i kommunerne kunne fx varetage nogle af opgaverne såsom blodtryksmålinger. Derudover har vi foreslået sundhedsministeriet, at der bliver tilknyttet faste læger på plejehjemmene som en del af det fremtidige arbejde med at organisere det nære sundhedsvæsen,” siger Thomas Adelskov.
Han forklarer, at de færre hjemmebesøg er til stor gene for nogle borgere. Og det kan også betyde, at KL skal bruge flere penge på sygetransport, fordi borgerne i højere grad skal fragte sig selv til lægen, spår Thomas Adelskov, der dog pointerer, at han ikke har nogle konkrete tal for dette.
<p>Særligt de to seneste år har de praktiserende læger aflagt færre hjemmebesøg, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. PLO-formand mener, at faldet skyldes tidspres og flere patienter. </p>