Praksislæge deler sit hjem med foreløbig fem flygtninge: »Hvis man har, skal man give«

Som en af to læger i en kompagniskabspraksis for 5.000 patienter skulle man tro, at Konstantinos Kakulidis har rigeligt at se til.

Praksissen i Skalborg i det sydlige Aalborg er en af de mere end 70 procent af nordjyske praksis, der har lukket for tilgang. Ikke desto mindre var Konstantinos Kakulidis hurtig til at henvende sig til Aalborg Kommune med tilbud om at åbne sin praksis for ukrainske flygtninge.

»Inden særloven om opholdstilladelse trådte i kraft, meddelte jeg kommunen, at jeg var parat til at tage imod 50-100 flygtninge, at jeg taler noget russisk og i mindre grad ukrainsk, og at jeg kender den ukrainske kultur«, siger Konstantinos Kakulidis.

Men ikke nok med det. Han har også sørget for egenhændigt at hente ukrainske flygtninge til Danmark. Foreløbig har han og hans hustru indkvarteret fem flygtningekvinder i deres 400 kvadratmeter store hus i Vadum, en satellitby til Aalborg.

Konstantinos Kakulidis har betalt for deres flybilletter fra Krakow til Billund, hvor han har afhentet dem i sin bil. På tirsdag henter han igen to ukrainske kvinder, og han forventer at kunne have plads til yderligere to-tre flygtninge.

Kunne ikke se passivt til

Konstantinos Kakulidis, der er af græsk afstamning, kom selv til Danmark som 18-årig, er gift med en ukrainsk kvinde og har flere gange været i Ukraine. Men han afviser, at det er hans egen baggrund, der har fået ham til at åbne sit hjem.

»Jeg har ikke kunnet se passivt til de hjerteskærende billeder af kvinder og børn i krigens gru, og derfor besluttede jeg mig for at yde mit bidrag ved at åbne vores hus for nogle af dem. Hvis man har, skal man give.

Jeg har overskud og ingen forpligtelser. Mine børn er flyttet hjemmefra, jeg har plads, og som praktiserende læge slår det ikke bunden ud af min økonomi at betale for flybilletter, transport og indkvartering. Eller et restaurantbesøg. I lørdags spiste vi spareribs på Bones«, fortæller Konstantinos Kakulidis og fortsætter:

»Selvfølgelig er det en udfordring pludselig at skulle dele sit hjem med foreløbig fem fremmede, men det er en tidsbegrænset udfordring, som jeg sagtens kan overkomme.

Da jeg sidste tirsdag skulle hente to flygtninge i Billund, havde jeg haft fuldt dagsprogram og vagt natten op til og havde derfor kun fået halvanden times søvn. Jeg lignede og følte mig som en karklud, men da jeg mødte de to flygtende kvinder og så deres forknythed, blegnede de problemer, jeg som privilegeret dansker og læge måtte trækkes med, totalt«.

Hjælp ikke for at få noget igen

Har du et råd til de kolleger, der også gerne vil bistå ukrainere, der kommer hertil?

»Flere lægelige kolleger har faktisk henvendt sig og vil gerne hjælpe med stort og småt.

Generelt er det allervigtigste, at vil man hjælpe, skal det gøres med hjertet og med værdighed og respekt.

Jeg læste forleden, at nogle af dem, der har åbnet deres hjem for ukrainske flygtninge efterfølgende vil have kompensation fra kommunen. Det er ikke en indstiling, jeg finder passende.

De ukrainske flygtninge har brug for omsorg, opmærksomhed og hjælp til det praktiske med at udfylde alskens blanketter og holde snor i kontakten til kommunen. Det er ikke så nemt, som det lyder, og det kræver tid.

De har kun i yderst begrænset omfang brug for vores aflagte tøj og slidte Adidassko«.

Konstantinos Kakulidis forklarer, at det er hans hustru, der via sit netværk og research finder frem til de svageste flygtninge med det største behov og de færreste midler, og han oplever, at selvom ukrainerne har været tæt på bombardementerne, er de »ret robuste«:

»Dem, jeg tager imod, er enlige kvinder med børn, og jer ser ingen tegn på PTSD. Deres sundhedstilstand er i top, og de er COVID-19- vaccinerede.

De vil gerne lære det danske sprog, og de vil gerne arbejde. En af kvinderne var økonomichef, inden hun flygtede, og hun håber på at kunne få et hvilket som helst arbejde. Og teenagepigen, vi har boende, ser frem til at kunne begynde i gymnasiet«.

Smutter i en pause

En af de største udfordringer består i at fragte de ukrainske flygtninge frem og tilbage mellem huset i Vadum og kommunen og dens borgerservice.

»Min hustru har ikke kørekort, så det foregår med bus. Jeg smutter også selv afsted i en pause for at bistå med kørsel, men min bil har kun fire sæder. Det er dog en mindre udfordring i den store sammenhæng.
Til gengæld glæder vi os over, at siden særloven blev vedtaget onsdag i sidste uge, fik samtlige de flygtninge, vi har boende, allerede tirsdag i denne uge deres midlertidige opholdstilladelse«, siger Konstantinos Kakulidis.

Lige nu er PLO i dialog med Danske Regioner og Sundhedsministeriet om en løsning, der sikrer, at de ukrainske flygtninge fordeles ud på alle praktiserende læger og ikke kun blandt de klinikker, der har åbent for tilgang.

PLO har appeleret til medlemmerne om forståelse for, at der er tale om en helt særlig situation, hvor alle må hjælpes om at løse opgaven.

»I vores kommune vil det betyde ekstra 20 patienter per praksis. Mon ikke man kan overkomme det i solidaritetens navn«, slutter Konstantinos Kakulidis.

Læs mere:

Visitationsudvalg skal fordele ukrainske patienter på danske hospitaler

Læger indsamler medicinsk udstyr: »Der er et behov blandt lægerne for at bidrage«

Vore ukrainske kolleger står midt i mareridt, og de har brug for os