Historierne om, at få læger har chikaneret Region Hovedstadens nye 1813-akuttelefon med flere hundrede spam-opkald, skader de praktiserende lægers kamp mod akutordningen enormt.
Det fastslår kommunikationsekspert Rasmus Jønsson, der er medindehaver af kommunikationsbureauet New Deals, der forsøger at optimere virksomheders samarbejde med medier og politikere.
"1813-telefonen har jo problemer nok i forvejen i sig selv, men nu er kritik og al negativ fokus om ordningen flyttet fra regionen over på lægerne. Derfor er historien så katastrofal set fra lægernes perspektiv", siger han.
Troværdighed blandt aktørerne er det, som striden for offentligheden handler om, siger Rasmus Jønsson:
"Den brede offentlighed forsøger at forstå, hvad der sker ved at se på, hvem der agerer troværdigt. Der har lægerne tabt utroligt meget på denne sag. Sagen har en voldsom stor gennemslagskraft, for alle kan forholde sig til den. Lige nu blive der talt om det i kantinen og skurvognen", siger han og fortsætter:
"De siger alle 'hold kæft, hvor er de åndssvage'. I forhold til andre mediehistorier om 1813-telefonen, så har denne kæmpe stor gennemslagskraft. De fleste andre historier er systemhistorier, hvor parterne taler teknik til hinanden, uden det indeholder så mange følelser. Det har det her, og derfor har lægerne mistet en hel del troværdighed i offentligheden på sagen, fordi de kan forstå og relatere sig til den".
Sag vil klæbe til læger
Ifølge Rasmus Jønsson vil sagen forfølge lægerne i den videre debat:
"Hver gang i den kommende tid, når læger siger noget om akuttelefonen, vil de fleste være en smule skeptiske, fordi nogle læger har brugt ufine metoder", siger han.
Chikaneopkaldene udgør jo ret beset kun en dråbe blandt de mange, mange tusinde opkald, som 1813 har fået. Det er jo ikke chikanen, der er årsagen til alle de problemer, som ordningen indiskutabelt har?
"Det er også derfor, at sagen skader så meget, da det jo nok kun er en dråbe i havet, som du kalder det. Men det er ligegyldigt, for det er det, der står tilbage i offentligheden; at der er nogle læger har taget sagen i egen hånd og brugt ufine metoder, som ingen kan støtte", siger Rasmus Jønsson.
Ros til de lægelige organisationer
Kommunikationseksperten roser de lægelige foreningens hurtige håndtering af sagen, hvor de har lagt afstand til de medlemmer, der har gjort det, sagt at det blot er nogle få og været meget klare i synspunktet om, at det absolut ikke i orden eller den rigtige måde at forsøge at håndtere sagen om problemerne med 1813-telefonen på.
Hvad skal lægernes organisationer gøre, for at genskabe tilliden i offentligheden igen?
"De skal klart, sådan som de også gør, tage afstand fra disse metoder, der er taget i brug. Og så skal de fremover gøre alt for at signalere høj troværdighed og høj faglighed. Og så forsøge at få flyttet fokus, så lægernes kamp ikke kommer til at virke som om, at det handler om penge og deres egen lille verden, men til at handle om, at borgerne skal have den bedste behandling. Den fortælling vil give en stærkere position i debatten".
<p>Lægerne har mistet troværdighed i offentligheden. Uanset substansen om chikaneopkald til 1813, vil befolkningen nu se på lægernes kamp mod Region Hovedstadens akutfunktion med skepsis, siger kommunikationsekspert.</p>