Mens forbruget af antibiotika stiger år for år, og antallet af svine-MRSA-smittede danskere er fordoblet hvert år siden 2013, gør politikerne intet for at nedtrappe forbruget af antibiotika.
Det siger flere forskere til Information.
”De nyeste statistikker siger, at der vil dø flere af resistente bakteriers infektioner end i trafikuheld i Europa”, siger lederen af MRSA Videncenter på Hvidovre Hospital, Henrik Westh, til avisen.
”Lige nu er det kun de sygeste, der har størst risiko for at blive ramt, men inden for de næste 15-20 åre vil vi også i Danmark stå i den situation, at ældre eller kræftsyge ikke tør få lavet helt almindelige operationer, fordi flere vil dø af infektioner efterfølgende”, siger han.
Henrik Westh peger på, at WHO advarer om, at det store antibiotikaforbrug er en af de største trusler mod vores sundhed, og at f.eks. England går langt hårdere til værks over for lægernes og befolkningens forbrug af antibiotika.
”Lande som Holland og Sverige bruger langt mindre end os”, påpeger han.
Når forskningsminister Esben Lunde Larsen tidligere, som Venstres ordfører på området, har kaldt forskernes advarsler ”et yderligtgående synspunkt”, er det ifølge professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos, OUH, ”at benægte fakta”.
”Vi har allerede nu store problemer, og de bliver større i fremtiden, hvis vi fortsætter ad samme spor”, siger han til Information.
Han mener at politikerne finder det nemmere at kalde ”grædekoner”, end at lægge hindringer i vejen for landbruget, der står for 70 pct. af det samlede antibiotikaforbrug.
<p>Politikerne benægter fakta og forholder sig passivt over for truslen fra multiresistente bakterier. I stedet beskylder de forskerne for at være ”yderligtgående” grædekoner, lyder kritikken.</p>