PLO ruster sig til opgør om overenskomsten

I næsten to år har PLO og Danske Regioner stået stejlt og lettere forslåede i hvert sit ringhjørne. Og den underliggende dagsorden har handlet om meget andet end den økonomiske ramme for den overenskomst, som har været stridens æble.

Under dagsordenen har også ligget regionernes ønske om at overtage styringen af almen praksis og integrere de selvstændige læger med det stadig mere strømlinede sygehusvæsen. For når det kommer til de alment praktiserende læger, har regionerne opfattet dem som en gruppe, der nødigt vil give slip på deres hævdvundne ret til selv at lede og fordele arbejdet.

Forhandlingerne har været kuldsejlet. Der har været indsamlet ydernumre og sækkevis af underskrifter. Tusinder af læger og deres ansatte har vist deres sammenhold ved et aldrig før set stormøde, og regionerne har svaret igen med en giftig annoncekampagne mod lægerne, som har skabt en misstemning, der bliver svær at overvinde. Der har været lovindgreb, afstemninger på en knivsæg og et dramatisk formandsskifte.

Og så har der igen været forhandlet. Endelig – efter to døgns forhandlinger, kom parterne ud fra forhandlingslokalet hos Danske Regioner. De missede med øjnene mod det grå morgenlys og kundgjorde, at man havde indgået en aftale.

Ikke guld og grønne skove

På lørdag den 22. marts skal PLO’s repræsentantskab mødes for at vurdere aftalen (se hovedpunkterne i boks). Aftalen »er ikke guld og grønne skove«, erkender PLO-formand Bruno Melgaard Jensen gerne. »Men vi har vurderet, at dette var en aftale, vi kunne gå ind for, og som kan give ro i sektoren. Den giver trods alt nogle muligheder i forhold til at komme videre«.

Formanden peger først og fremmest på, at der er afsat midler til systematisk efteruddannelse, og på indførelsen af Den Danske Kvalitetsmodel i almen praksis. Begge dele er noget, som PLO længe har ønsket sig og arbejdet for, og som, Bruno Melgaard Jensen mener, peger fremad for udviklingen af faget.

Selv aftalens kritikere medgiver, at især den systematiske efteruddannelse trækker karakteren lidt op. Til gengæld vil ingen – heller ikke formanden – påstå, at overenskomsten er økonomisk attraktiv. Og de midler, der tilføres, er betinget af en tilgang på 50.000 nye patienter.

»Når jeg og forhandlingsudvalget samlet set kunne gå ind for aftalen, skyldes det blandt andet de 200 mio. kr., der er afsat som decentrale midler i regioner og kommuner fra 2015 med henblik på lokale aftaler mellem PLO og regioner og kommuner. Hvis de ikke var der, ville der slet ikke være nogen økonomi i det til at tage de ekstra opgaver på os, som, vi ved, kommer. Og så ville det ikke have været en spiselig aftale«, lyder formandens begrundelse for at acceptere aftalen.

De 200 mio. kr. er netop afsat til blandt andet at finansiere de ekstra opgaver, der flyttes fra sygehusene over i almen praksis. At pengene faktisk udmøntes, afhænger af, at det lykkes at indgå decentrale aftaler i regioner og kommuner. Et økonomiprotokollat udgør lægernes garanti for, at resurserne følger opgaverne.

»Plan B«

Siden efteråret har en arbejdsgruppe med det selvironiske navn Plan B-udvalget kigget dybt i kaffegrumset og opridset mulige scenarier efter et sammenbrud og eventuelt ministerindgreb. Og blandt de mulige scenarier er, at lægerne beslutter at aflevere deres ydernumre, så borgerne skal betale for lægebesøg – hvorefter en bred vifte af Folketingets partier griber det som et kærkomment påskud til at indføre permanent brugerbetaling.

Situationen er hypotetisk – men ikke mere verdensfjern, end at PLO har skitseret de muligheder, der så vil foreligge. Skrækscenariet er, at regionerne med staten i ryggen »nationaliserer« den primære lægebetjening og gør lægerne til lønmodtagere – hvis de kan rekruttere nok læger, som vil arbejde på de vilkår. Andre muligheder er private leverandører med ansatte læger, og en tredje kan være, at lægerne selv, gennem PLO, etablerer et anpartsselskab, som ejes af lægerne og leverer ydelser til borgere, der har tegnet en privat sundhedsforsikring.

»Hvad er alternativeT«

Tre af de fem formænd i PLO’s regionale organisationer vil uden større begejstring stemme for overenskomsten med Danske Regioner. En ved ikke rigtigt, om han skal stemme med hjertet eller med hjernen. Og én er gået i tænkeboks.

Birgitte
Ries Møller,
PLO Syddanmark:

»Jeg kan ikke overskue den situation, et nej vil bringe os ud i, og det ønsker jeg ikke at komme tilbage til. Og der er trods alt muligheder i denne aftale – de ligger bare i de decentrale forhandlinger. Det er det bedste resultat, vi kunne opnå i den givne situation«.

Birgitte
Alling Møller,
PLO Hovedstaden:

»Det har været benhårde forhandlinger, og jeg tænker, at dette, på trods af den manglende økonomi, er den bedste aftale, vi kunne få lige nu. Og en aftale er bedre end ingen aftale. Jeg vil selv stemme ja, for jeg tror ikke på, at vi kan få en aftale, som er bedre. Og jeg mener, at alternativet til ikke at få en aftale er meget værre«.

Karsten Rejkjær Svendsen,
PLO Midtjylland:

»Det er ikke nogen guldrandet aftale. Økonomien ligger i de decentrale midler, der stilles i udsigt og en accept af, at opgaver skal følges af resurser. Det er noget nyt, men også en udfordring, som vi skal tage op for at få lavet nogle gode aftaler der, hvor det giver mening. Som sagt – ikke nogen guldrandet aftale, men tilstrækkelig god til, at jeg ikke kan se noget alternativ til et ja«.

Kaj Bernth,
PLO Nordjylland:

»Hjertet siger klart nej. Men hjernen siger, at man er nødt til at være fornuftig: Kan vi gøre det bedre? Nej, det kan vi ikke. Vil regionerne være med til mere end det, de har dikteret os her? Nej, det vil de ikke. Og det er ikke en overenskomst – det er en leverandøraftale, som vi skriver under på. Hjernen siger, at vi er nødt til at arbejde med det her og få det bedst mulige ud af det.

Valget står mellem pest og kolera, og jeg ved ikke, hvad jeg vil anbefale«.

Ulrik Hesislev, PLO Sjælland

»Jeg ved godt, at samfundets resurser ikke er uendelige. Men hvis vi skal bekæmpe ulighed i sundhed og løse alle de andre opgaver, der ligger og venter, og det ikke må koste mere, så støder man jo sammen med virkeligheden. Men er der et alternativ? Og hvad er det? Jeg har ikke taget endelig stilling. Det gør jeg nok først, når jeg har set den tekniske gennemgang, og når jeg har set en nærmere analyse af konsekvenserne ved et nej«.