Torsdag i denne uge måtte PLO’s bestyrelse konstatere, at den var delt 5-4 for og imod overenskomstaftalen med Danske Regioner.
Til gengæld kunne man hurtigt blive enige om at anbefale repræsentantskabet, at beslutningen lægges ud til urafstemning blandt de 3.600 praktiserende læger, der skal arbejde under overenskomsten.
Anbefaler urafstemning
I dag, fredag, modtager alle medlemmer en detaljeret gennemgang af, hvad forhandlingsaftalen vil betyde, hvis den bliver vedtaget. Samtidig modtager de en rapport fra PLO’s såkaldte ”Plan B-udvalg”, som i forlængelse af bestyrelsesmødet torsdag aften drøftede mulighederne i tilfælde af, at aftalen forkastes.
”Plan B-rapporten er ikke en konkret slagplan for, at ’hvis x, så gør vi y’”, siger PLO’s formand, Bruno Melgaard Jensen. ”Men vi har gennemgået, hvilke muligheder, der kan være hvis forhandlingsaftalen ikke godkendes - rapporten vil sammen med forhandlingsaftalen blive diskuteret på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 22. marts”.
I de kommende to uger deltager formanden og et bredt udsnit af bestyrelsen i de fem regionale medlemsmøder, hvor han selv vil fremlægge forhandlingsaftalen, og hvor der er afsat god tid til diskussion.
På repræsentantskabsmødet den 22. marts vil bestyrelsens flertal anbefale, at repræsentantskabet godkender aftalen. OIg her kan afgørelsen blive lige så snæver som i juni 2013.
”Derfor er bestyrelsen helt enig om at anbefale repræsentantskabet, at vi uanset, om repræsentantskabet siger ja eller nej, sender repræsentantskabets beslutning ud til urafstemning”, siger Bruno Melgaard Jensen.
Det er set før, at en arbejdsmarkedsaftale er faldet ved en urafstemning. Den normale procedure er, at man så undersøger, om der er basis for at genoptage forhandlingerne. Og er der ikke det, er feltet åbent.
Hellere aftale end diktat
Bruno Melgaard Jensen peger på, at de praktiserende læger lige nu ikke arbejder under en overenskomst, men derimod under en lov, som regeringen gennemførte for knap et år siden under sundhedsminister Astrid Krag (SF). Og han foretrækker langt en aftale, som lægerne selv har haft indflydelse på, siger han.
- Kan man ikke lige så godt tage et eventuelt lovindgreb, så man ikke selv er bundet op på en aftale, som ingen er særlig begejstrede for?
” Sådan mener jeg ikke, at man ske se på det. Det er rigtigt, at økonomien i forhandlingsaftalen er stram, men vi mener ikke, at vi kunne opnå det bedre nu og her. Men mit råd er stadig, at man skal godkende aftalen. Så har vi tre år til at få det decentrale arbejde i gang i praksisplanudvalgene og afprøve, hvordan det fungerer i virkeligheden. Her kommer man til at sidde sammen med dem, man arbejder sammen med i dagligdagen – kommuner og regioner – og det bliver en opgave både for vores decentrale og centrale niveau i PLO at understøtte det og få det til at fungere”, siger Bruno Melgaard Jensen.
”Hvis der kommer et nyt lovindgreb, er jeg alvorligt bange for, at det så vil være slut med PLO's forhandlingsret”, siger formanden.
Han mener i øvrigt, at der er brug for det pusterum, som en aftale vil give, til at diskutere de fremtidige visioner for almen praksis – og til at positionere sig godt i forhold til næste forhandling:
”Hele forløbet har været meget anstrengt på grund af den langvarige konfliktsituation. Nu er vi nødt til internt at finde ud af, hvad vi vil med almen praksis. Og det tror jeg, vi bedre kan finde ud af ved at arbejde under forhold, vi selv har været med til at lave, end ved at arbejde under en bekendtgørelse”, siger han.
”Der er ingen garanti for, at de rettigheder, vi har ifølge denne aftale, også vil komme til at stå i en bekendtgørelse. Jeg har svært ved at tro på, at sundhedsministeren vil gribe ind for at lave noget, der er bedre end det, vi har aftalt”.
- Det kunne se ud til, at PLO’s decentrale niveau vil få en mere fremtrædende rolle?
”Det har jeg heller ikke noget imod. Jeg har selv erfaringen fra at arbejde decentralt. Der vil fortsat være brug for et stærkt centralt niveau i PLO, men der er mange decentrale opgaver, og der bliver ikke færre fremover. Og det skal vi som organisation indstille os på”.
<p>”Jeg har svært ved at tro på, at sundhedsministeren vil gribe ind for at lave noget, der er bedre end det, vi har aftalt”, siger PLO’s formand som foretrækker forhandlingsaftalen for et regeringsdiktat. Han og resten af forhandlingsudvalget vurderede i sidste uge, at aftalen var det bedst mulige resultat lige nu. </p>