PLO-overenskomst: Ingen har interesse i et indgreb

PLO står over for en overmægtig modstander, for hvis modstanderen er regioner, stat og Folketing, er modstanderens vilje lov. Alligevel vil modstanderen formentlig være tilbageholdende med at tromle sin vilje igennem, for begge sider har en interesse i gode relationer. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

Efter årelange forhandlinger mellem de praktiserende lægers organisation PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) nåede parterne forrige lørdag omsider til en aftale, som PLO’s repræsentantskab har godkendt med stort flertal. Normalt kunne historien slutte her.

Men på grund af det kontroversielle forløb besluttede repræsentantskabet at sende resultatet til urafstemning. Og trods repræsentantskabets store flertal for aftalen er der ingen, der tør spå om udfaldet af urafstemningen, der skal foreligge på mandag den 31. marts.

Den vigtige forhandlingsret

Man kan ikke umiddelbart sammenligne med andre forhandlinger mellem arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer under det fagretlige aftalesystem: De praktiserende læger er ikke lønmodtagere, men selvstændige næringsdrivende, der indgår kontrakter.

Alligevel tør arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen – professor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet – godt give et bud på, hvad der kan ske i det tilfælde, at medlemmerne vælger at afvise repræsentantskabets anbefaling.

Han peger på, at situationen i dag er anderledes end for et år siden, hvor PLO truede modparten med at aflevere ydernumrene og ad den vej søgte at lægge maksimalt pres på modparten gennem en meget aggressiv taktik.

Da den taktik slog fejl, fik PLO en ny formand og signalerede, at man nu var indstillet på at indlede et samarbejde. Og på den baggrund mener Flemming Ibsen, at begge parter nu er stærkt interesserede i at få afsluttet forhandlingerne, sætte underskrifter på en aftale og komme videre.

”Problemet for PLO er, at de er oppe imod en gigant i form af regering, Folketing og regioner. Og dermed har de ikke en jordisk chance: Modparten kan jo bare gå ind og lovgive. Sker det, vil PLO være spillet helt af banen og have mistet al sin kampkraft”, siger Flemming Ibsen og forklarer:

”Arbejdsgivernes stærkeste våben er den underliggende trussel om, at en faglig organisation kan miste sin forhandlingsret, så den ikke længere kan optræde kollektivt. For sker dét, er foreningen stort set færdig. Derfor har PLO en fundamental interesse i at indgå aftaler. Set i det lys er de praktiserende læger i defensiven”, forklarer Flemming Ibsen.

Så galt kommer det dog næppe til at gå, vurderer han, for Danmark er jo ”et aftaleland”, hvor man finder ud af det i et samarbejde, der bygger på gensidig tillid:

”Arbejdsgiverne har ganske vist en magt, som – hvis de bruger den – helt kan jorde modparten. Men på den anden side skal der jo være et velfungerende sundhedsvæsen, hvor de praktiserende læger udgør en meget væsentlig del”, siger Flemming Ibsen.

Hvis det bliver et nej…

- Er der eksempler på, at nogen har opnået et bedre resultat, efter at medlemmerne har forkastet en overenskomst ved en urafstemning?

”Ja, når man har en styrkeposition. For eksempel fik man noget ud af det ved storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 og ved tidligere storstrejker. I 1998 tog man hul på den 6. ferieuge. Men i PLO’s tilfælde tror jeg ikke, man ville få særlig meget ud af et nej. Og det ville i den grad skabe problemer for PLO’s nye ledelse, som netop har satset på en aftale og et samarbejde”.

”Men også regeringen og Danske Regioner ville have et problem, for de har brug for det samarbejde – og det er nok PLO’s stærkeste kort. De har en nøgleposition i sundhedsvæsenet, og derfor tror jeg, at parterne har en stor fælles interesse i at mødes i en aftale”.

Skulle det blive et nej ved urafstemningen, gætter Flemming Ibsen på, at der godt kan blive endnu en forhandlingsrunde, inden regeringen eventuelt skærer igennem med et lovindgreb:

”De vil nok få en ny forhandling. Men indrømmelserne bliver i småtingsafdelingen. Et eller andet ekstra. Da arbejdsmændene i gamle dage sagde nej, gik man tilbage til forhandlingsbordet, og så fik de et par gummistøvler. Jeg ved ikke, hvad man vil give de praktiserende læger – gummistøvler duer nok ikke. Men det bliver noget i den størrelsesorden”, siger arbejdsmarkedsforskeren.