Hvis Region Syddanmarks sparekatalog vedtages, skal 20 praktiserende læger med usædvanlig receptudskrivning tjekkes efter i sømmene og vejledes til at nedbringe medicinudgifterne.
Forslaget møder kritik hos Praktiserende Lægers Organisation i Region Syddanmark (PLO Syd).
Sparekataloget indeholder 38 forslag til, hvordan Region Syddanmark kan finde besparelser på 210 mio. kroner, således at politikerne har lidt at vælge imellem. Der skal i alt findes besparelser på sundhedsområdet for 187 mio. kroner, og de sidste besparelser på 12,9 mio. kroner kommer fra regionshuset i Vejle.
Sparekataloget indeholder 38 forslag til, hvordan Region Syddanmark kan finde besparelser på 210 mio. kroner, således at politikerne har lidt at vælge imellem. Der skal i alt findes besparelser på sundhedsområdet for 187 mio. kroner, og de sidste besparelser på 12,9 mio. kroner kommer fra regionshuset i Vejle.
”Vi er 840 læger i regionen, så det rykker ingenting at kigge på de 20, der bruger flest penge på medicin. Hvis man kontaktede alle 840, så ville det rykke, men det er ikke tilfældet,” siger Jørgen Skadborg, formand i PLO Syd.
Prioritering i system
Han foreslår derimod, at der bliver lavet et system, hvor lægerne er med til at prioritere dyr medicin fra, hvis der findes et ligeså godt og billigere alternativ.
”Mange af os laver allerede denne prioritering, men det er ikke alle. Derfor ser vi gerne, at vi får lægemiddelkonsulenter til at lave generelle vejledninger på fx astmainhalatorer,” siger Jørgen Skadborg.
Det drejer sig hovedsagligt om de patienter, der har fået en recept på hospitalet og efterfølgende skal have fornyet recepten jævnligt hos den praktiserende læge, men ikke er i sygehusregiet længere.
”De patienter skal vi have i kikkerten og jævnligt tage dem ind til kontrol og en snak om, hvorvidt de skal have et nyt og billigere præparat. Det har før kunnet lade sig gøre at spare penge på sådan en omprioritering,” siger Jørgen Skadborg og uddyber, at det lykkedes, da man skiftede fra mavesyremedicinen Nexium til Lansoprazol.
En jungle for lægerne
Men der skal konsulenter med den rette viden til, for at det kan lykkes.
”Priserne ændrer sig hele tiden, og der er mange forskellige analogpræparater – så det er faktisk nogle gange lidt en jungle af finde rundt i for den praktiserende læge. Derfor ville det være rart med kontante udmeldinger fra nogen, der har forstand på det,” siger Jørgen Skadborg.
Region Syddanmark har inviteret PLO Syd til et møde, hvor det bliver muligt at diskutere forslaget. Jørgen Skadborg glæder sig til mødet, da han gerne vil hjælpe regionen med at spare, da det jo er et vilkår, forklarer han.
Også kritik fra Lægeforeningen
Forrige uge udtrykte også Lægeforeningens formand i Region Syddanmark stor bekymring i Ugeskriftet for konsekvenserne af regionens netop offentliggjorte sparekatalog.
Lægeformanden, Joachim Torp Hoffmann-Petersen, forklarede, at han er bange for, at forslaget med de 20 praktiserende læger kommer til at handle om at slå de praktiserende læger oveni hovedet.
Men det er ikke det, der bekymrer Jørgen Skadborg mest, selvom han er overvejende enig.
”Man risikerer, at lægen vil føle sig forkert og overvåget frem for vejledt. Og det er jo ikke så heldigt. De dyreste læger er heller ikke engang altid dem, der har mest brug for vejledning. Generelt nytter det ikke at lave sådan nogle besøg, når det kun drejer sig om 20 læger,” siger han.
Region Syddanmarks sparekatalog sendes i høring 25. januar, og det endelig katalog offentliggøres først 6. april 2016. Politikerne vil vedtage kataloget endeligt 25. april 2016.
<p>Praktiserende Lægers Organisation i Region Syddanmark kritiserer et af regionens spareforslag og foreslår ændringer, der skal ruste lægerne til at prioritere dyr medicin fra, når der findes et billigere alternativ – det skal bare sættes i system. </p>